Minder

fra den gamle købmandsbutik

i Trabjerg

II

Hjerm herred


Mads Hesel

Mads var egentlig noget af det man i dag kalder en særling, en enspænder og eneboer i allerhøjeste grad. I sine unge dage ejede han Østergaard i Felde i Ryde sogn.

 Hans egentlige navn var Mads Bjergaard, men også navnet Mads Hesel lød han og nød det. Hans fødehjem var St. Hesel i Skave, men da broderen måtte opgive at drive Hesel var det som om glansen gik af det navn.

To andre navne blev også brugt, men dog ikke af ham selv. Han blev kaldt ”Mads Bårfur” eller ”Mads Sokløs” og var lige godt kendt under begge navne. Det skulle være meget koldt, før han ville slide sokker op på sine fødder. Og det var bare nøjsomhed.

En slags nøjsomhed fik også Mads til at sælge gården i Felde.

Han havde fået en karl, der ville have en seng for sig selv og ikke sove i samme seng som husbond, men det ville Mads ikke være med til. Det havde de andre karle, han havde haft, aldrig sagt noget om. Samtidig havde han fået en husbestyrerinde, der førte for dyr en husholdning. Så derfor blev Østergaard pludselig solgt og Mads flyttede ind på et loftskammer uden lys og varme i et hus ovenfor Trabjerg smed. De eneste hjælpemidler, han havde, var en primus til den meget sparsomme husholdning og en køkkenlampe til petroleum.

Han ernærede sig så ved at gå på dagleje rundt omkring på gårdene. Om efteråret gravede han folks haver, herunder også haven hos købmand Led.

Han var også ferm til at bruge en glasskærer og satte rundt omkring mange nye ruder i.

Meget af føden fik han ude omkring, når han kom rundt. Hjemme hos ham selv var der ikke mulighed for andet end rugbrød, svinefedt drysset over med salt, kaffe eller the og måske et æg kogt på primussen.

Han boede alene, han ville ikke have det anderledes. Men da Borbjerg alderdomshjem blev bygget lige over for kirken først i 50-erne kom han der. Her døde han efter nogle år i en stue med lys og varme.

 Et liv med en lille indtjening og en meget stor nøjsomhed havde givet en meget stor formue efter den tids målestok, nok til at han omkring 1960 fuldt ud betalte et klokkespil til Borbjerg kirke. Han havde heldigvis den glæde at høre det spille. Mads døde i 1966 eller der omkring.

Men loftsværelset klarede han i over 30 år med en petroleumslampe og en primus.

Kilde: ”Barndomsminder” af Bent Steffensen, Ryde maj 1995. Vinderup Egnshistoriske Arkiv.

En ny radio

Engang i radioens barndom var der en kone i Stendis, der havde købt en radio. Den virkede udmærket den første aften, men søvnen begyndte at tage overhånd og de ikke kunne få kassen til at tie stille på nogen måde. Den sidste udvej blev, at de pakkede den ind i en dyne, og så var der ro.

Aftenen efter, ja da var der også ro. Bæstet sagde aldrig en lyd.

Dagen efter opsøgte hun radiohandleren, købmand Jeppe Led i Trabjerg, skældte ud over ”sån nøj mog han håj præjke dem po”, samtidig med at hun gav forklaringen om dynen.

Da Jeppe Led havde hørt den, måtte den gode kone give sig og indrømme, at hun havde fået at vide, hvor afbryderen var.


Sagen var ganske simpel den, at batteriet var tømt for strøm. Om hun beholdt radioen melder historien ikke noget om.

Kilde: ”Barndomsminder” af Bent Steffensen, Ryde maj 1995. Vinderup Egnshistoriske Arkiv.

  


Hans Henning Eriksen, Bramsvej 12, DK-2920 Charlottenlund,

tlf. +45 3964 4442
Send mig en mail