Thyconius,

den lærde præstesøn fra Sahl

 

 

 

Min tip3 oldefar Povel Povelsen Frøjk, var i sit 1. ægteskab gift med Anna Lasdatter fra St. Hedegaard i Borbjerg sogn, hvis oldefar var præsten Lars Thygesen fra Sahl med de lærde sønner, Thyge og Christen.

 

Thyge læste i København og boede i 1709 på Borchs Kollegium, bl.a. sammen med Ludvig Holberg. Han døde dog året efter i 1710.

 

Christen var et glimrende lærehoved, næsten vidunderbarn, blev student 1695, dimitteret af Faderen, tog det følgende år Baccalaureus­ Graden og 1697, kun sytten år gammel, teologisk eksamen. Efter at have haft forskellige pladser som huslærer og uordineret medhjælper blev han 1701 - onde tunger påstod ved et mindre fint trick - residerende Kapellan i Skive og Resen. Han arvede året efter svigerfaderens sognekald samme sted. I 1706  tog han Magistergraden og blev  1709 indsat som Provst i Hindborg Herred.

Den første tid i Skive var han afholdt af befolkningen, men det gode forhold er øjensynlig ændret i årenes Løb; trættekær og stivsindet som han var, kom han jævnlig i konflikt med sine omgivelser og rendte sig adskillige staver i livet; desuden havde han en skarp tunge og sagde mange ondskabsfuldheder både til og om folk, også fra prædikestolen. Da han i sin spot heller ikke gik af vejen for det blasfemiske, var der også dem, der beskyldte ham for at være ateist.

Hans ærgerrighed var Viborg Bispestol, men både 1713, 1720 og 1725 blev andre valgt dertil. Sidstnævnte år fik han tilbud om Christianshavns sognekald, men betakkede sig. 1713 nærmede han sig sit mål, for så vidt som han blev Stiftsprovst i Viborg, men længere nåede han heller ikke.

Det var formentlig et udtryk for Christens ærgerrighed at han tillagde sig navnet, Christen Lassen Thyconius.

Christen blev i Viborg modeprædikant i stor stil, men hans krakilske sind fornægtede sig heller ikke her, og når tilstrømningen til hans prædikestol var så overvældende, skyldtes det måske ikke blot hans ubestridelige veltalenhed, men også den pirring, tilhørerne kunne have af hans jævnlige udfald og stiklerier, som enhver kunde give rigtig adresse, selv om der ikke var nævnt navne.

Han var en stor bogsamler, havde et godt bibliotek, var berømt for sin lærdom og erklærede ugenert: »Jeg kender de fleste Skrifter siden Apostlenes Tider«. At han virkelig havde læst sine bøger ses af den »Conspectus librorum qvorundam eximiorumu«, han efterlod sig, og som indeholder en interessant ræsonnerende gennemgang af en lang række teologiske værker (trykt i Tychoniana, II, 1772).

Det har forbitret Christen, at Pedanten i Holbergs kommedie, Jacob von Tyboe, var kaldet Tychonius (Tyge Tygesen), muligvis efter Christens i 1710 afdøde broder eller efter Christen selv. Christen har imidlertid følt sig fornærmet paa egne vegne og givet sin følelse luft dels i et (tabt) fejdebrev, dels mundtlig overfor Holberg, da de mødtes i København. Holbergs svar var skæmtedigtet »Den Jydske Feyde«, der fremkom i et pirattryk u. A., men som Holberg selv først lod trykke efter Christens død, og hvori han også spottende hentyder til, at Christen (1725-29) arbejdede for oprettelsen af et Universitet i Viborg, blandt hvis teologer Stiftsprovsten skulde have en fremskudt plads. Resultatet af fejden blev for så vidt en sejr for Christen, som Holberg i Komedieudgaven 1731 ændrede navnet til Stygotius.

Kilde: Dansk Biografisk Leksikon, tredje udgave, 1984.

 

Hans Henning Eriksen, Bramsvej 12, DK-2920 Charlottenlund,

tlf. +45 3964 4442
Send mig en mail