Ridefoged hos Frederik II

 i Vrads herred

 

Ane Christensdatter (Haue) blev 1758 gift med Povel Povelsen Frøjk. De er mine tip3-oldeforældre.

 

Min tip3 oldefar Povel Povelsen Frøjk var i sit 1. ægteskab gift med Anna Lasdatter fra St. Hedegaard i Borbjerg sogn.

Blandt Anna Lasdatters aner finder vi Jacob Berthelsen ca. 1535-1615, der fra 1586 - muligvis før - var ridefoged under Silkeborg.

 

    1 Jacob Bertelsen ca. 1535-1615
       2 Kirsten Jacobsdatter ca. 1591-?
          3 Christen Pedersen Nørkjær ca. 1610-1681
             4 Karen Christensdatter Nørkjær ca. 1654-1708
                5 Anne Lasdatter 1675-1729 
                   6 Lars Pedersen Heegaard 1710-1785
                      7 Anna Larsdatter 1735-1758
                         ~Povel Povelsen Frøjk 1734-1782

                         ~Ane Christensdatter 1737-1823

                            8 Niels Povelsen 1761-1833
                               9 Kristiane Jensen 1845-1914
                                  10 Maren Sørensen 1872-1943
                                      11 Sigurd Eriksen 1907-1980
                                          12 Hans Henning Eriksen 1944-

 

Jacob Bertelsen var i 1. ægteskab gift med Kirsten Andersdatter, der stammede fra de gamle Trabjerg-slægter.

   1 Niels Quie før 1363-efter 1400
      2 Poul Nielsen Quie før 1400-efter 1440
         3 Povlsdatter Quie før 1430-efter 1455
            4 Jep Christensen gift ca. 1450
               5 Anders Jepsen ca. 1475-1557
                  6 Kirsten Andersdatter 1515-?

Følgende beskrivelse er fundet i Personalhistorisk Tidsskrift:

(se kildehenvisning nederst):

Jacob Bertelsen ejede blandt andet gods en gård i Ring i Tyrsting herred. Det er sandsynligt, at han var søn af en herredsfoged, Bertel Iversen, der. Hans uddannelse og ægteskab tyder også på, at han hørte hjemme i et »foged-miljø«.

Han nævnes første gang i 1573, da han og Peder Skriver i Revshoved i Salling var repræsentanter for arvingerne efter herredsfoged Anders Jepsen i Trabjerg i Borbjerg sogn. Jacob Bertelsen var gift med herredsfogedens datter, Kirsten Andersdatter. De boede på Bjerre i Åle sogn i Vrads herred.

Kirsten Andersdatter var sikkert en del ældre end sin mand. Hun havde været gift to gange tidligere, l. gang med Christen i Holstebro med hvem hun havde en søn, Jens Christensen i Langelund i Hammerum herred. 2. gang var hun gift med herredsfoged Gøde Eriksen i Bjerre og havde i dette ægteskab en datter, Sidsel Gødesdatter, der var gift med rådmand, borger og handelsmand i Kolding, Peder Andersen og en søn, Anders Gødesen, der døde tidligt.

I ægteskabet med Jacob Bertelsen havde Kirsten Andersdatter ingen børn.

Gøde Eriksen havde i et tidligere ægteskab en datter, Kirsten Gødesdatter, der blev gift med Jens Christensen i Langelund. Adelsmanden Claus Glambeck til Rask, hvis moder var kusine Gøde Eriksen, fik ved mageskifte med kongen i 1578 kronens rettighed i Bjerre og en del andet gods, som ban fik lov til at tilforhandle sig, hvorefter han gjorde Bjerre til en hovedgård.

Under forhandlingerne med Claus Glambeck havde Kirsten Andersdatter nægtet at afstå sin lod i Bjerre, men nu var hun død, og Claus Glambeck købte af hendes arvinger.

Jacob Bertelsen måtte forlade Bjerre. Han kvitterede først på året 1579 i Ring for 220 enkende gl. dlr., der var betalingen for bygninger og hø i Bjerre.

Han ventede imidlertid kun på, at der skulle blive ledigt i Løgager, som kongen til erstatning for Bjerre havde forlenet ham med på livstid og uden afgift ved breve af 28. august og 4. september 1578. Gården var på godt 8 tdr. hartkorn (1688), der var meget skov til, hvori han kunne have svin på olden, og kongen havde yderligere forbedret i ved at lægge nogle enge til den. I 1586 var han ridefoged under Silkeborg, ja, han blev det måske allerede, da han flyttede til Løgager.

 

Them sogn, der er et af landets største, er endnu i vore dage at en sjældent rig, næsten dramatisk skønhed. Mod nordøst er det afgrænset af søer, mod nordvest af Funderådalen, mod syd af Salten Langsø og Saltenå, mod vest af hede, mod øst af skov. Vel er skovene trængt tilbage, men her er endnu skovrigt, og kronerne kupler sig der, hvor der for århundreder siden bredte sig en broget, vildtrig storskov. Søer, dale høje bakker deler sognet, så man stadig kan opleve en anelse af den knugende ensomhed, som forhen må have haft hjemme på de mange enestegårde og i de små landsbyer. Den velstand, man kunne finde i andre egne af landet, kendtes ikke her, jorden var for dårlig. I herredsbogen for 1660 skriver præsten, at tiendeyderne højst var 45, som alle  mere arbejdsfolk end agerdyrkere for jordens skarpheds skyld. Af indberetning fra en anden præst om skolevæsenet, 1739, får man oplyst, at »hele sognet er fattigt i henseende til den store skade, de årligt lider af vildtet, som i deres skovrige egne er i stor mængde«.

Hvert år blev der udvist træ fra skovene til bønderne, det var det, de arbejdede med for at forbedre deres beskedne indkomster. Men de nøjedes sjældent med det, der blev udvist til dem. Ulovlig skovhugst eller skovtyveri dreves fra generation til generation af næsten alle, høj og lav. Efterhånden som skovene svandt ind, straffedes det strengere, for enkelte blev det en ulykke; men der var og blev en spaltning i retsbevidstheden mellem dem, der anså skovene for privat ejendom, her kongens, og dem der anså dem for en slags alminding.

Sognet lå for størstedelen i Vrads herred og under Silkeborg len, en mindre del hørte under Ry birk og Skanderborg len.

I Them, kirkebyen, var der 4 gårde foruden præstegården og en gård, »Kannikkegården«, som Århus domkapitel ejede og senere solgte præsten hr. Niels Cortsen Bisted. Virklund, midt i det store skovområde, havde 6 lige store gårde, Salten, som hørte under Skanderborg len havde 8. Så var der nogle småbyer med 4, 3 og 2 gårde og 12 spredte enestegårde.

I løbet af det 17. århundrede blev antallet af fæstere på de fleste af gårdene fordoblet eller tredoblet, især var der trængsel og fattigdom i Salten.

Hvad der i lenstiden hørte til Silkeborg, solgtes af Frederik III efter 1660 til vinskænken, Christian Fischer, hvis arvinger og deres efterkommere havde det, indtil Frederik IV tilbagekøbte godset i 1718 og oprettede Det skanderborgske Rytterdistrikt.

Gården Løgager lå nordligst i sognet på den sydlige rand af Funderådalen, som er grænse både mellem Them og Funder sogne og mellem Vrads og Hids herreder. Den var omgivet af Løgager skov, dengang en betydelig skov, som gik i et med sognets nordlige skovområde, der strakte sig helt ind til Silkeborg slot.

Gårdens bygninger var, da Jacob Bertelsen kom dertil, som mange bøndergårde i datiden, noget forfaldne.

Til stedet hørte en kongelig jagtgård eller et jagthus, et overnatningssted for kongen og hans følge under jagterne. Det var en bindingsværksbygning med murede felter og stråtag omgivet af en del andre huse, måske var der et slagtehus, i hvert fald kom kongens jægermester, køkkenskriver og slagter der for at partere og nedsalte det, der skulle sendes til Københavns slot.

Jacob Bertelsen byggede Løgager og jagthuset op. Af de bevarede kalenderoptegnelser fra kongens hånd, 1583 og 1587, ser man, at Frederik II adskillige gange besøgte Løgager. I 1583 var han der fra den 28. til den 30. november. I 1587 kom han til Løgager den 2. marts, den 4. marts kom også dronning Sophie dertil, og de blev til den 6. marts. På denne dag udstedte kongen fra Vinderslevgård et brev til »os elskelig Jacob Bertelsen« på »vor og kronens part af tiender Them sogn«, som han allerede havde i forlening, men nu fik lov til at beholde »kvit og frit uden afgift udi sin livstid«, fordi kongen »havde set og forfaret«, at Jacob Bertelsen havde »forbedret vor og kronens gård, som han påboer med bygning«, og fordi kongen var i den nådige forvisning, at han ikke blot fremdeles ville gøre dette, men også i hvad der ellers var ham betroet og tilforordnet på kongens vegne, ville bevise sin tro pligt og villighed.

Dette brev findes i Silkeborg Lensregnskab i Jacob Bertelsens afskrift.

Den 15. juli 1587 kom kongen igen til Løgager og blev der et par dage. Det næste besøg fandt sted den 1. august, og da var dronningen og de to ældste prinsesser med. Den 2. august kom grev Ernst af Mansfeld og den følgende dag kongens broder, Hans. Den 5. august drog hele selskabet videre til Silkeborg slot. Dette besøg blev muligvis det sidste, da kongen jo døde det følgende forår.

Men Jacob Bertelsens gode forhold til Frederik II var vel ikke udelukkende betinget af, at han var en dygtig, tro og tjenstvillig undersåt, han må have ejet flere egenskaber, som kongen værdsatte og kendte. Den unge Christian IV lærte ham ikke at kende, han kom næppe til Løgager i Jacob Bertelsens tid.

Jacob Bertelsen var ikke den eneste ridefoged under Silkeborg. Der var i lensmanden Frantz Rantzaus tid 4, en i Vrads herred, en i Hids herred, en i Lysgard herred og en i Tvilum og Vejerslev birk. Da Christen Holck i 1611 blev lensmand, synes han at have afskaffet denne ordning, to af ridefogederne blev gjort til henholdsvis herredsfoged og delefoged, Jacob Bertelsen figurerer fremdeles nogle år på lensregnskabet på grund af sine friheder, men kaldes ikke mere ridefoged, den fjerde ridefoged var vel død. Herefter var der kun i hele lenet en ridefoged med direkte tilknytning til slottet.

I de mange år Jacob Bertelsen var ridefoged i Vrads herred må han have rejst meget omkring. Under ham sorterede lenets bøndergods i Vrads herred, dets administration og retslige forsvar. Han red sikkert, det var den nemmeste måde at komme frem ad dårlige veje på, ofte til Silkeborg slot og ofte til Vrads herreds ting, hvis sted man ikke kender. Men også til landstinget i Viborg må hans pligter have ført ham. Hans egne sager må også have krævet en del af ham. I tidens løb var han kommet i besiddelse af en hel del spredt jordegods, som naturligvis måtte tilses. Derimod kan han næppe have haft meget tid til at deltage i det daglige arbejde på Løgager.

Efter Kirsten Andersdatters død giftede Jacob Bertelsen sig med Berete eller Birgitte Pedersdatter. Hun var fra Hindbjerg i Levring sogn. To af hendes brødre, Anders og Søren Pedersen, fik i 1578 livsbrev på to gårde i Hindbjerg, hvoraf den ene tidligere havde været beboet af deres afdøde fader og endnu beboedes af deres moder, fri for indfæstning, ægt, arbejde og anden tynge til gengæld for, at de havde tilskødet kronen deres jordegne bondegårde i Almind i Lysgard herred.

Med Berete Pedersdatter havde Jacob Bertelsen fire børn: En datter, der rimeligvis hed Kirsten Jacobsdatter, blev gift med Peder Christensen i Hindsels. De havde en eneste søn, Christen Pedersen Nørkjær, der blev præst i Sahl, og som var morfader til den bekendte stiftsprovst i Viborg, Christen Lassen Tychonius.

En søn, Bertel Jacobsen, blev præst i Levring. En søn, Peder Jacobsen overtog Løgager efter faderen og var i nogle år delefoged i Vrads herred. Den sidste søn, Anders Jacobsen, synes at være død ung. Jacob Bertelsen døde ca. 1615. I Them kirke findes nogle udskårne stolestadegavle, af hvilke en bærer årstallet 1585. De synes at have båret navne på mændene fra samtlige gårde i sognet, da de var komplette. I korbuen står en med navnet Jacob Bartelsen, desuden er hans bomærke indskåret. Det kendes også fra hans seglaftryk på bilag til lensregnskabet. Men hvis han har haft en gravsten i kirken, er den forsvunden.

Lensmanden havde på kongens vegne et mellemværende med en­ken i Løgager. Det afgjordes sådan i lensregnskabet: »Birgitte Pedersdatter og hendes børn aftinget for ulovlig skovhugst, der befandtes at være gjort udi hendes husbond, Jacob Bertelens tid i Løgager skov. Så og for ulovlig frihed, hun har tilholdt sig på oldengæld udi samme skov imod Kongelig Majestæts brev. Desligeste for frihed på ægt og arbejde, som hun og hendes børn har tilholdt sig, siden Jacob Bertelsen døde, uden bevilling: 500 daler.«

Den 6. november 1618 blev skiftet efter Jacob Bertelsen afsluttet. Det bevarede dokument drejer sig udelukkende om jordegods, dels hvad Jacob Bertelsen havde haft før ægteskabet med Berete Pedersdatter, dels, hvad de sammen havde indkøbt. Taget summarisk var der: Et helt og to halve bol i Nørre Feldborg, Kyndestofte og Tinkerdal, hele og halve gårde i Skave, Ebstrup, Ejstrup, Ring, Tange og Pårup huse i Kistrup og Ejstrup, parter i gårde i Nisset og Nørre Feldborg, i Ginding, Lysgard, Hids, Vrads og Tyrsting herreder og endelig et stykke skov i Lysgård herred.

Sønnerne var på dette tidspunkt alle myndige, datteren var død.

 I 1619 fik Bertel Jacobsen embede i Levring, sikkert støttet af sine morbrødre i Hindbjerg. Han fik »prinsessen og det halve kongerige« det vil sige, han blev gift med præsten, hr. Søren Mikkelsen Høgs datter og fik halvdelen af hans embede. Den gamle præst døde i 1629.  Efter sin første kones død giftede hr. Bertel sig med Anne Christensdatter, der overlevede ham og ægtede eftermanden. I hvert af hans ægteskaber var der 1 søn og 3 døtre. 

Peder Jacobsen havde afgjort ikke sin faders format. Hans navn ses ganske vist ofte, men næsten altid i forbindelse med retstrætter. Han og moderen har nok lignet hinanden, de gav nødig noget fra sig. Selv broderen Bertel og svogeren, Peder Christensen, måtte til landstinget for at få dem i Løgager til at rykke ud med arven efter Jacob Bertelsen. Med præsten i Kragelund og Funder, hr. Mads Andersen Bering, havde Peder Jacobsen uoverensstemmelser. Hr. Mads var en ivrig inkassator og Peder Jacobsen, som var ham et halvt hundrede sletdaler skyldig, var som omtalt en tøvende betaler. På den anden side havde hr. Mads hos Peder Jacobsen lånt to flamske sengeklæder, som skulle bruges ved et bryllup i Viborg, og tilbageleveret dem med huller i det ene hjørne Der førtes mange vidner i denne vigtige sag, der endte med, at landstinget dømte parterne til at forlige sig.

Endnu i 1636 levede Berete Pedersdatter og sønnen Anders. Peder Jacobsen blev rimeligvis sent gift han ægtede Lene Jørgensdatter og havde med hende mindst to børn, Kirsten og Jacob.

Under Kejserkrigen blev Løgager afbrændt af fjenden. Jagtgården blev rimeligvis også ødelagt, men ikke genopbygget, man hører intet mere om den efter den tid. Interessen for gården var stærkt svindende efter Frederik II's død. I 1621 klagede enken i Løgager over, at det faldt hende alt for besværligt at holde alle de huse og stalde ved magt, som fandtes på kronens jagtgård. Lensmanden, Christen Holck, fik derfor af kongen ordre til at udvise Berete Pedersdatter de huse i gården, som hun skulle have til eget brug, og vedligeholde resten med den mindst mulige bekostning. Måske var Christian IV her en enkelt gang i 1616, da kongens heste blev sendt til Løgager, hans søn, »Den udvalgte Prins«, kom der et par gange, 1622 og 1625, dermed var det forbi.

Selve gården byggede Peder Jacobsen op igen, men sikkert mindre og mere beskeden, end den havde været i faderens tid. Han blev fri for landgilde i 1629 og slap det følgende år med halvdelen. Lenet skaffede ham bygningstømmer til gården.

I 1635 blev Peder Jacobsen delefoged. Han må utvivlsomt ligesom sin fader have haft en skriveruddannelse, det vil sige, nogle år i latinskole og skriveskole, derefter læreår som skriverdreng. Hans skrift er ligesom faderens god, fast og øvet. Delefogedens opgave bestod i at varetage kongens interesser på herredstinget, altså forsvare kronens gods og rettigheder i herredet mod andre grundejere. Han beholdt dette hverv til omkring 1647. Om han opgav det frivilligt eller blev sat fra bestillingen, ved man ikke. Han døde omkring 1653.

Kilde: 

KROMAND I THEM SIEVERT THOMSEN OG HANS SLÆGT

»GRÅ«, »GRØNNE« OG »BLÅ« LUNDS FÆLLES AHNER

AF ASTA PAULSEN

Personalhistorisk Tidsskrift, 15. rk. 2. bd. pag.101. 1967-68

 

 

Hans Henning Eriksen, Bramsvej 12, DK-2920 Charlottenlund,

tlf. +45 3964 4442
Send mig en mail