Min barndom under 2. verdenskrig.

v. Kristen Vestergaard

 


Kristen Vestergaards far Jens Christian Vestergaard er halvfætter til min mormor, Maren Jespersen Brødbæk.

Noget, der står mejslet ind i min erindring er udbruddet af  2. verdenskrig. Først, da tyskerne  i 1939 gik ind i Polen, og mest den 9. april 1940  da vi om morgenen ved, at de tyske bombefly i hundredvis fløj nordpå til Norge. Dagen igennem blev der ved at komme flere fly - og børnene i Vestergaard var ude at spille pind, og de vinkede med deres pinde til et fly. Men de fik en forskrækkelse, for pludselig vendte flyet omkring og dykkede helt ned over dem med et drøn, så jorden rystede. 

En dag i begyndelsen af krigen fik jeg lov at køre med Far til Skave mejeri for at få kogt kartofler. Da vi kom til landevejen kunne vi ikke komme ud på den - lange rækker af tyske soldater til hest og med hestevogne og med kanoner og andet passerede forbi i uendelige rækker, syntes jeg. Jeg husker, at jeg undrede på, at hestene gik i takt. Senere så vi jo tyskerne, når vi engang i mellem var med rutebilen til Holstebro. De kom marcherende i gaderne med støvletramp, sang og musik. Det skete også, at tyskerne kom til Hogager, men det var kun på øvelser. Så gravede de skyttegrave og skød på “fjenden” med løst krudt. Det var spændende. På et tidspunkt opdagede jeg, at der var kommet et nyt læbælte på Meldgårds mark - men pludselig så jeg, at læbæltet bevægede sig fremad for igen at stå stille. Det var “fjenden”, der rykkede frem camufleret som læbælte. Da jeg så gik op i vores egen mark ved kirken dukkede der soldater op bag gravstenene og bag kirkegårdsmuren - de råbte: “Herausen hier”! Så jeg fortrak pligtskyldig.  Jeg husker også, at der kom tyskere ind i stalden, når Far malkede. De ville gerne købe  æg og flæsk til at sende hjem til familien i Tyskland, for de sultede vist. De fik ikke noget hos os. Når tyskerne var forsvundet igen fra egnen, var vi altid en flok drenge, der strejfede ud omkring for at finde store dynger af patronhylstre - men der var indimellem også nogen patroner, der ikke var skudt af. De var  farlige og  spændende. 

Der var under krigen en del mennesker fra Hogager, som arbejdede på opbygningen af Karup flyveplads. Det var ildeset af de fleste, men de tjente jo gode penge ved det. Undertiden kunne vi om natten høre engelske bombefly og jagere komme ind over for at bombe flyvepladsen. I øst kunne vi se lyskasterne fra Karup afsøge himmelen for engelske fly, og ind imellem hørte vi dybe drøn fra eksploderende bomber. Morgenen derpå var der altid en masse sølvpapirstrimler spredt over markerne. Man sagde, strimlerne var kastet  fra de engelske fly for at forvirre lyskasterne og antiluftskytset.  

I påsken 1945 var jeg på påskelejr med spejderne (jeg var nemlig blevet gul spejder). Vi lå i Kjeldsmark krat i Borbjerg. Om natten skiftedes vi til at holde bålvagt. Pludselig rystedes jorden af flere store eksplosioner, og lidt senere så vi et stort lysskær på himlen. Dagen efter fik vi at vide, at det var sabotører, der havde saboteret et tog med den tyske general Lindemann ved Hjerm. Desværre fik de ham ikke. Lysskæret var fra generalens hævn. Han havde ordret sine soldater til at afbrænde en stor gård, og folkene på gården, der prøvede at redde deres sengetøj og værdier, blev beordret til at bære det ind i flammerne. 

Hver aften krigen igennem lyttede vi kl. 18.00 til BBC’s nyhedsudsendelse på dansk. Her kunne vi høre om krigens gang. Vi hørte om tyskernes nederlag ved Stalingrad, om general Montgommerys sejr over general Rommel i Nordafrika. Vi hørte om de allieredes landgang på Sicilien  og Mussolinis fald - han blev hængt i en lygtepæl, sagde man. Længe var vi spændte på, om de allierede ville gøre landgang ved Jyllands vestkyst? Tyskerne havde forberedt sig med kolossale fæstningsværker - men invasionen kom i Normandiet. Snart stod de allierede hære i Tyskland og russerne trængte ind til Berlin. Hvem ville først komme og befri Danmark? Russerne eller englænderne? Det var spændende – og sandelig ikke lige meget. Det blev heldigvis englænderne - men lige før de skulle overskride grænsen hørte vi - den 4. maj om  aftenen i BBC det længe ventede budskab, at de tyske styrker i Holland, Nordtyskland og Danmark havde overgivet sig. Det var ubeskrivelig skønt! Mørklægningsgardinerne blev revet ned og der blev sat lys i vinduerne. Alle løb ud og jublede.

Men næste morgen så vi noget mærkeligt: Vi så farbror Laust Vestergaard og onkel Ole Nielsen, Harry Hansen, Børge Smed; Jens Meldgaard og en del flere komme ned på kirkepladsen med skarpladte geværer. En bus kom og hentede dem til vagtopgaver i Holstebro. Det var den lokale modstandsgruppe, hvis opgave det havde været at modtage nedkastede våben fra engelske fly. Det foregik ude i “æ Sig” - på heden i hjørnet ved skoven bag ved mælkekusken Jens Pedersens ejendom. Våbnene blev anbragt i et usynligt depot i en hule ude i skoven. For at komme ned i hulen, skulle man ”vippe” et grantræ, som stod på en hængslet lem. Her gemtes containerne og faldskærmene fra nedkastningerne. Nogle af våbnene havde gruppen beholdt. De blev opbevaret i Harry Hansens bistader i haven i den gamle skole. Straks befrielsesbudskabet havde lydt, var gruppen samlet hos Harry,  nu fik de travlt med at pudse fedtet af våbnene for at gøre dem skudklare . Gruppens eksistens havde været hemmelig lige til 4. maj.

Jeg tror dog nok, at min far kendte lidt til gruppen, for vi havde en tid en ung mand boende, som var ”gået under jorden”. Jeg mener, han boede på omgang netop ved gruppens medlemmer. Jeg kendte han godt, for hans forældre, Line og Christian ”Kjærgaard”,  havde boet i ejendommen nabo til Ole Nielsens, men var flyttet til St. Spåbæk i Vinding. Jeg mener, han hed Christen Emil, men vist kaldet ”Lillebror”.

Han var næsten ukendelig, for hans røde hår var blevet helt sort. Han var i en gruppe, som lavede jernbanesabotage m.m. sammen med pastor Larsens sønner fra Vinding. Jeg husker, han fortalte, at han var ansat på Birns Jernstøberi i Holstebro, men pludselig var støberiet omringet af Gestapo for at fange ham. Men han tog blot en trillebør med affald og kørte ud forbi gestapos vagt - med et Heil Hitler! Han blev senere lærer og skoleinspektør i Tim. Han er død nu.  (Læs mere herom i Christen Emils bror Gunner Christensens bog ”Metusalem - og mig” side 68 – 70 og om Hogager s. 11 – 19. Bogen er udgivet i 2003 af forlaget Queenswood. Gunner Christensen er også kunstmaler og har p.t. 2008 et par billeder ophængt i Hogager kirke).

 

Hans Henning Eriksen, Bramsvej 12, DK-2920 Charlottenlund,

tlf. +45 3964 4442
Send mig en mail