Pirupshvarre

 

 

P i r u p s H v a r r e hedder et Sted ved Havets Rand, paa Vestkysten af Vendsyssel. Ordet Hvarre betyder Vending, Bøjning (jvfr. Solhverv), og Pirups Hvarre er oprindelig : det Sted ud for Pirup, hvor Stranden gjør en Bøjning. Naar man rejser derop, f. Ex. fra Aalborg - omtrent halvfemte Mil - maa man dreje af ved den ensomt liggende Hune Kirke og kjøre eller gaa en lille halv Mil mod Nordvest gjennem Klitten; men man kan let tage fejl af Vejen; thi Klitten er Mere, end det korte, spidse Ord frembringer Billedet af: den er et bølgende Hav af Sand, en uendelig Mængde Høje og Dale, Toppe og Huller, hist bevoxede med Marehalm, Klittag, Mos, Lyng o. s. v., her sønderrevne af Stormen og fygende.

 

Man kan derfor ogsaa vælge en anden Vej og først tage mod Vest til Blokhus, hvortil der nu fører en god Landevej, som næsten naar Havet, og paa nogenlunde rolige Dage kan man da gaa lige nordefter til Pirups Hvarre ad en Vej, der er Blanding af Pragt og Fattigdom, af Paalidelighed og Underfundighed, idag bredere og mægtigere end nogen Chaussee, imorgen maaske Havbund. Det er den hvide Strand, undertiden flere hundrede Alen bred, med det uoverskuelige blaa Hav tilvenstre og den bølgende, sønderrevne, af Storm ruskede, hvidgraa og matgrønne Klitstrækning tilhøjre. Men ogsaa her kan man gaa fejl, ikke fordi der er anlagt nogensomhelst Sidevej, men fordi intet Tegn i den storartede, tankebetagende Ensomhed giver den Fremmede Vink: Selve den Hvarre eller Vending af Stranden, som Navnet tilkjendegiver, er ikke synlig for et uvant Øje; den har formodenlig været der, men er bortskyllet.

 

Men hvorfor skulle vi da gaa ud for at søge en Hvarre, der ikke er nogen Hvarre? vil maaske En eller Anden spørge. Jo, det er i Øjeblikket af nogen Vigtighed; thi Pirups Hvarre er ikke blot et geografisk Mærke eller en geologisk Tradition, men ogsaa en Bygd. Hvis man en Fjerdingvej nord for Blokhus kan faa Øje paa Noget, der om Foraaret og Efteraaret er en i Havet udmundende Bæk, men om Sommeren blinkende Furer i Sandet, og man følger denne Fure ind gjennem Klitten, saa ser man i ganske ringe Afstand indenfor den yderste Klitbølge et Hus, ja en Gaard paa grøn Mark. Det er en Oase i Klitørkenen, en Oase af den Slags, hvoraf der paa den vide, ensomme, tilsyneladende for­ladte Vestkyst findes saa mange, f. Ex. Blokhus, Grønhøj, Klithuse, Pakhuse, Kandestederne.

 

Men Pirups Hvarre er saa lille, saa skjult og saa ejendommelig. Medens en smal Klitbølge skiller den fra Vesterhavet, ses mod Nord og mod Syd ikkun det hvidlige Klithav, og strax østenfor Gaarden, i faa hundrede Alens Afstand, hæver sig Noget, der ser ud som en Vold, en grøn Vold, 6o til 8o Fod høj, parallel med Havet; men naar man er stegen derop, ser man, at det ikke er nogen Vold, man er kun naaet op til selve det jydske Land, som dog ogsaa, saa vidt Øjet naar, er mærket af Havet og Stormen, bedækket med Klit, der er blevet fast og grøn, men ufrugtbar.

 

Egnens Folk kalde Randen af Volden eller af det brat nedskydende Land: U n d e r 1 i e n; men eftersom der er noget Besyn­derligt i at betegne et højt Sted med et saadant Navn, kan man maaske antage Ordets oprindelige Mening at være, at Pirups Hvarre ligger under Lien. Selve Strækningen under Lien, smaa Agre skilte fra hinanden ved Klitrækker, ligesom rigere Egnes Agre ved Hegn, har vel ogsaa en­gang været egenlig ”Del af Landet”, men er bleven nedbrudt og bortskyllet og atter tilbage­givet af Havet, som derpaa i et Lune, der kan vare kortere eller længere, har i Forening med Stormen lagt en Dæmning mod sig selv i Skikkelse af Klitbølger.

 

Oasen lever paa Havets Naade og ved den lille Besætnings yderste Kamp. I stille Vejr ser der ud, som om man var i det tryggeste Aflukke, i Storm fornemmer man sig som paa Verdens yderste Forpost mod den mægtigste, vildeste, ubarmhjertigste Fjende, der raser uden at tænke. Som Havet i et Lune har sat Værn om Stedet imod sig selv, saaledes bøder Naturen ved enkelte Smil paa den Barskhed, hvormed den behandler det. Paa Klithøjene skyder den rugagtige Marehalm op, holder med sine lange, fine Rødder Flyvesandet fast og dækker en Del af dets Nøgenhed med Grønt; hvor der er lidt Læ, voxer Dværgpil og den koralagtige Rævling, ja endog Blomster.

 

En ganske lille Bæk tager sit Udspring ved Foden af Volden, løber midt imellem Gaardens to Længder og ud gjennem Klitten og har vel hjulpet Menneskene under deres haardnakkede Arbejde med at gjøre Marken frugtbar. Paa Sommer- eller stille Efteraarsdage kan det Hele, den lave, tavse Gaard, den sagte rislende Bæk, den grønne Mark, de vidt omkring bølgende Klithøje smile saa blidt, saa vemodig tillokkende.

 

Det vækker hos den Fremmede Tanker om det fjerne, større Livs Indhold og Glæde og om Alt, hvad Glæden trues af. Det synes at sige, at hvis man hist skulde friste de store Tab, miste det Kjæreste og tabe sine Formaal af Sigte, og hvis man da havde for lidt eller for meget Mod til selv at gjøre Ende paa sit Liv, saa kunde man ty hertil for i Stilhed at modtage Døden - eller maaske finde Livet.

 

Men for dem, der stadig opholde sig her, er det naturligvis anderledes. Vanen gjør det Ejendommelige hverdagsligt, tager Braaden af Meget, der kunde foraarsage Pine, frembringer en vis Overensstemmelse mellem de ydre Forhold og Menneskenes Sind. Særlige Omstændigheder komme til og indvirke mægtig paa Livet her.

 

Havet, der synes den Fremmede en bestandig lurende Fjende, er af Kulturen blevet forvandlet til en Slags Landevej, som bringer Besøg, dels de smaa, lette Skuder, der drive Handel paa det nærliggende Blokhus, dels de højst ufrivillige, men meget velkomne Gjæster, der i Taage eller af Storm drives paa Land. Folk af alle Nationer slynges ind paa denne Strand, hvor ingen venlig Havn nogensinde indbød dem; Forholdene, hvorunder de komme, eller som de foranledige, meddele, rigtignok til uvisse Tider, den ellers øde Strand et sært Liv og sprede blandt Beboerne en Erfaring og en Slags Dannelse, der skiller dem fra sædvanlige Bønder eller Fiskere, medens den ensomme, haarde Natur og dens Krav gjør dem ligesaa forskjellige fra Kjøbstadfolk.

 

Hele fortællingen kan læses her:

 

Meir Aron Goldschmidt - Ekko'et

 

 

 

Pirupshvarregården

 

 

 

Hans Henning Eriksen, Bramsvej 12, DK-2920 Charlottenlund,

tlf. +45 3964 4442
Send mig en mail