Biografi for: Ernst Willy Ravnshøj Koch

Kirkebog Dannemare sogn. EC-559, 3/359-7
Født 4 November 1912. Brugsforeningen i Dannemare By og Sogn, Sønder Herred. Ernst Willy Ravnshøj Koch. Søn af Brugsudsælger i Dannemare By Christian Frederik Christiansen Koch, født 17 Juni 1886 og Hustru Agnes Marie, født Eriksen, født 15 August 1887, 25 Aar; viede i Ryde Kirke d. 17 Juni 1910. Døbt 24 December 1912 i Kirken af Sognepræsten. Faddere: Syerske Anna Margrethe Christiansen Koch i Nykøbing paa Falster. Ølhandler Jørgen Larsen i Dannemare, Ungkarl Christian Larsen i Dannemare, Pige Jenny Hansen i Dannemare Brugsforening.

Kirkebog Dannemare sogn. EC-559, 3/359-7
Konfirmeret 3. Oktober 1926. Ernst Willy Ravnshøj Kock, Dannemare. Søn af Bestyrer af Brugsforening Christian Frederik Christiansen Kock og Hustru Agnes Marie Eriksen, Dannemare. Konfirmanden født i Dannemare 4. nov 1912, døbt 24 Decbr. 1912. Dom om Konfimandens Kundskaber og Forhold: 20 August 1926. Konfirmeret af Sognepræsten i Tillitze Kirke.

Boede i Nakskov frem til 1948, hvorefter familien flyttede til Køge.

Avisuklip - 80 år
Willy Ernst Koch, Frejasvej 4, fylder onsdag den 4. november 80 år. I mange år var han slagteriarbejder, først i Nakskov, men fra 1948 i Køge, hvor han var, til slagteriet her lukkede. Senere kom han til Ringsted og Haslev slagterier, før han gik på pension.
Fodbold har gennem alle årene haft hans store interesse, også efter at han flyttede til Køge, og Willy Ernst Koch er et kendt navn i Køge Boldklub. Han var i bestyrelsen i mange år, var også træner for nogle ungdomshold, ligesom han spillede på et old boys hold.
De 80 år på onsdag fejres bl.a. med åbent hus i hjemmet kl. 9-12.

Willy skriver om sin barndom:
Christian Koch, brugsuddeler i Dannemare kom fra Asperup Mark på Fyn til en meget forsømt brugsforening på Lolland, men med flid og dygtighed fik han denne brugs op, så den fik ry for at være en af de bedste velfungerende brugsforeninger på Lolland. Det har været en streng tid for far og mor, at få det hele til at køre rundt. Brugsen var nærmest en ruin - uden penge - uden ruder - uden maling o.s.v. Til brugsen hørte et forsamlingshus. Når butikken var lukket agerede de som bestyrere af dette til langt ud på de sene nattetimer.
Jeg blev født i Dannemare og jeg kan huske at mor fortalte engang, da de havde fået mig måtte de tage mig med i forsamlingshuset, sætte mig i en stor zinkbalja i køkkenet, hvor jeg så måtte passe mig selv. "Så jeg må have været et godt barn dengang".
Jeg voksede heldigvis større, så mine forældre begyndte at tænke på skolegangen. Dengang var der noget der hed pogeskolen. Det foregik hos en ældre dame, der havde 7-8 unger som hun underviste især i læsning, skrivning, regning og lidt religion. For at komme til den dame måtte vi gå 5-6 km hver dag, sommer og vinter. Vi var ca 5-6 år. I den store skole, som det hed, startede vi når vi var 6½-7 år, men kun hver anden dag fra kl 8-15.
Mine forældre mente imidlertid, at jeg skulle lære lidt mere end denne skole kunne give, selv om vi havde en knald dygtig ældre lærer. Så da jeg blev ca. 10 år fik far sammen med sognerådsformanden en aftale med læreren, at han ville give sognerådsformandens søn og mig ekstra undervisning, således vi kunne klare optagelsesprøve til 1. mellemskoleklasse i Nakskov. Det lykkedes. Vi var de to første fra landet, der blev optaget på Nakskov Gymnasium og mellemskole - mod betaling. Det medførte også, at vi hver dag måtte køre på cykel 14-15 km. for at komme i skole. Hvor længe kan jeg ikke huske, men indtil Rødby - Nakskov banen blev oprettet via Dannemare. I starten af skolen havde vi også nogle problemer med de andre skolebørn. Vi var "bønder" fra landet, så vi skulle kanøfles, men da de opdagede at "bønderne" ikke var sådan at bide skeer med og ikke var bange for et rask lille slagsmål, ebbede det ud og vi blev gode venner.
Årene gik gennem 1.-2.-3.-4. klasse, som de nu går i en skole. Jeg havde fået min mellemskoleeksamen og far vidste ikke rigtig, hvad han havde tænkt sig. Skulle jeg læse videre eller gå butiksvejen. De havde også Borgvald at tænke på. Men løsningen kom lige af sig selv. En dag midt i skoleferien kaldte far mig ind i forretningen. En mand ville gerne tale med mig. Det var næstformanden for Nakskov slagteri. Han spurgte mig, hvad jeg havde tænkt mig efter sommerferien, og som så mange andre unge mennesker, havde jeg ikke taget min beslutning endnu. Hvis jeg var interesseret, søgte slagteriet en elev på kontoret, og da far mente jeg skulle tage imod det tilbud, blev det sådan.
Nu må man være klar over, at allerede dengang - 1928 - var der meget arbejdsløshed og mange steder blev der betalt for at få et firma til at antage en elev eller lærling. Jeg tror nok jeg startede på slagteriets kontor til september 1928. Dermed blev ens liv helt forandret. Jeg havde fået en meget dygtig direktør - Møller-Simonsen - men som også forlangte det helt urimelige af sit personale. Det var med at holde kæft, trit og retning. Men dygtig var han.
Jeg kan endnu huske, at jeg startede med at regne fakturaer ud fra ekspeditionen, men ikke noget med at bruge regne- eller tællemaskine. Hvad havde man hoved og hjerne til, som han sagde. Men det var en læreplads, hvor man hurtig fik lov til at prøve nye ting og nye opgaver. Det kunne godt være lidt hårdt, jeg var jo ikke fyldt 16 år endnu. Jeg havde ikke været der lang tid, før jeg blev sat til at modtage de svin bønderne kom direkte med. Dengang kom bønderne med deres grise i vogn. Der var kun meget lidt tranport i biler. Når bønderne kom med grise, skulle deres navn, andelsnummer, antal grise og om der var noget synligt i vejen med grisene noterers. Grisen skulle være øremærket hjemmefra.