Biografi for: Kristian Nielsen Sørensen

Kristian Nielsen, var en lang årrække brugsuddeler i Søby Brugs, syd for Odder.

Leif Bo Eriksen Fortæller:
Forfatteren Aase Schmidt, der bl.a. har lavet manus til "Sonja fra Saxogade" og De frigjorte", har også skrevet en mere eller mindre selvbiografisk bog: "Anna Oceania", som foregår i hendes barndomsby Søby. Oceaniamænd, er de mandlige beboere i søby.
I et af kapitlerne har hun beskrevet min morfar [Kristian Nielsen], som i bogen bliver kaldt Henning:

.......
En klokke klemter over brugsdøren som hos bedstefar nede i Sønderjylland. Der er ingen kunder i butikken. Henning står alene bag disken. Anna finder indkøbssedlen i bukselommen og rækker den tomme kurv frem.
- Gå du bare over til bøgerne, mens jeg handler, siger mormor og giver Henning to rationeringsmærker, som hun skylder fra i går. Henning taler om blæsevejret og stiller en pakke Ota-gryn på disken. Anna stirrer uhæmmet på hans mærkelige fingre. Så husker hun, at hun ikke må glo, og skynder sig i skjul ved hylden nærmest gulvet, hvor børnebøgerne står.
Det er mormor, der har sagt, hun skal passe på sine øjne, for Henning er født sådan, og ingen ved hvorfor. Henning mangler underarme, hans hænder er bagoverbøjede som luffer på en sæl, og de sidder fast på albuerne, så han kan ikke række ret langt. Han er den sjældneste brugsmand i hele landet, og hans kone må hjælpe ham med tusind ting. Alligevel kan hans små luffer gøre det mest utrolige, veje mel af og folde posen pænt, kværne kaffebønner og rulle kræmmerhuse til slik. Selv om Anna elsker at læse i hans bøger, vil hun hellere kikke på ham, mens han ekspederer. Men så bliver han bare ked af det, siger mormor, man skal ikke studere folks svagheder, man har nok i sine egne.
Anna bladrer i bøgerne, lidt fraværende, indtil hun finder "Syv søskende" med rød ryg og guldtryk. Hun ved, den er sørgelig, en pige redder sin lillebrors liv, men dør selv, fordi træet vælter ned over hendes ryg. Anna leder efter afsnittet, hvor der er begravelse, og de allesammen græder, "Lille Judy" hedder det, men inden hun når at læse om det sørgelige; smækker hun bogen i. Hun har ikke lyst til at græde i dag.
Det er første gang, hun skal sove ude, væk fra far og mor og de små. Margit må heller ikke være hjemme, mens de flytter, hun skal bo hos Peter og Asta for enden af markvejen, der er hun alligevel så tit. For sådan en dag er det besværligt med børn, siger mor, de render bare i vejen.
Kun lillebror har faet lov at blive. Han skal have bryst, og han sover det meste af tiden.
Ville hun også redde sin brors liv, som Judy gjorde? Men han kan jo ikke gå endnu, og mor er der, selv om hun har travlt, så der sker ham ingenting. Der er ingen træer, der vælter ned over ham.
Men det er blæsevejr, og hvis nu barnevognen står ved pumpen, lige under det rådne kirsebærtræ?
- Anna, kom herhen, kalder Henning med lufferne. Hun stiller Judy ind på hylden og løber rundt om disken til mormor. Henning bar gemt noget i en luffe, han rækker den så langt frem, han kan. Anna har lov til at stirre.
- Det er snart jul, siger Henning og åbner luffen. Mellem de små fingre ligger en lille nissemand i glas, han spiller på en mandolin, og ved siden af sig har han en krukke, der er tom. Men kun et øjeblik! Så har Hennings anden luffe fundet et stearinlys under disken og proppet det ned i krukken. Det er en lysestage, den yndigste hun har set. Forsigtigt løfter Anna nissestagen op fra Hennings åbne hånd og holder den svævende i luften foran mormors ansigt.
- Vi tænder lyset i aften, når vi spiser flæsk, ikke?
Mormor nikker, knapper lusekoften i halsen og rækker ud efter den fyldte kurv.
Da de igen går i blæsevejret med hver sin hånd i spånkurvens hank, trækker en byge hen over grusvejens lave huse.
.....