Biografi for: Laust Jensen Vestergaard

Lausts hustru, Dorthea, var før giftermålet lærerinde i Hogager. Laust havde da allerede i flere år drevet købmandsforretning i Hogager, og den drev han helt til pensionsalderen. Han solgte, og de havde i nogle år et hus på Lægårdsvej i Holstebro. De sidste år tilbragte Laust og Thea på De gamles Hjem i Tvis.

Kristen Vestergaard, #1442 skriver i "Min barndom under 2. verdenskrig" bl.a:
Den 4. maj om aftenen i BBC det længe ventede budskab, at de tyske styrker i Holland, Nordtyskland og Danmark havde overgivet sig. Det var ubeskrivelig skønt! Mørklægningsgardinerne blev revet ned og der blev sat lys i vinduerne. Alle løb ud og jublede. Men næste morgen så vi noget mærkeligt: Vi så farbror Laust Vestergaard [#3047] og onkel Ole Nielsen [#5569], Harry Hansen, Børge Smed; Jens Meldgaard [#2100] og en del flere komme ned på kirkepladsen med skarpladte geværer. En bus kom og hentede dem til vagtopgaver i Holstebro. Det var den lokale modstandsgruppe, hvis opgave det havde været at modtage nedkastede våben fra engelske fly. Det foregik ude i "æ Sig" - på heden i hjørnet ved skoven bag ved mælkekusken Jens Pedersens ejendom. Våbnene blev anbragt i et usynligt depot i en hule ude i skoven. For at komme ned i hulen, skulle man "vippe" et grantræ, som stod på en hængslet lem. Her gemtes containerne og faldskærmene fra nedkastningerne. Nogle af våbnene havde gruppen beholdt. De blev opbevaret i Harry Hansens bistader i haven i den gamle skole. Straks befrielsesbudskabet havde lydt, var gruppen samlet hos Harry, nu fik de travlt med at pudse fedtet af våbnene for at gøre dem skudklare . Gruppens eksistens havde været hemmelig lige til 4. maj. Nogle Erindringer samt Overleveringer fra ældre Generationer skrevet af Laust Vestergaard. 1980.

Første Begyndelse til Statsplantagen stammer fra Statsbankerotten i 1813. 5 Gårde i Feldborg var ikke i Stand til at betale den høje Statsskat, hvorfor Staten overtog Gårdene, Skovridergården var en af dem. Disse store Hedearealer blev tilplantet. Forud for Bankerotten var der stor Inflation, og alt gik tilsyneladende godt, men pludselig opdagede den daværende Finansminister, at Lyset brændte fra begge Ender, og så skete det. Historien gentager sig, der er Lighedspunkter fra dengang og nu. Efter 1864 blev der yderligere tilkøbt de store Hedestrækninger, som nu udgør Borbjerg og Sevel Plantager under Feldborg Skovdidtrikt,,de store Hedestrækninger, som nærmest blev betragtet som Ingenmandsland, og hvor hyrdedrengene fra Hogager forhen mødtes med dem fra Herrup og deres Får. Disse Arealer hørte for det meste til Gårdene i Skave og Tingedal, altså Borbjerg Plantage. Mon ikke Tingedal er et af de største Distrikter i Borbjerg Sogn, måske det største. Det er langt of går måske helt fra Nygård i Tingedal, ja Ryde Skel til Tingedalhus ved Haderup Skel.. Hvor der nu er Skov, finder vi Æ Tyk Træ, syd for Parkeringspladsen ved Landevejen, som jævnlig benyttes til en Skovtur. Længere mod Øst, vest for Hornstrupvej ligger Hogagerhøj og Hogagerdam. På Baunehøjene blev der tændt Blus, som kunne ses fra den ene af disse Høje til den anden. når der var udbrudt Krig i Landet. Længere mod nordøst fra Hornstrupvej ligger Fuglsø. Vest for Abildholthedevej ude i Skoven er der også en anden lav Plet, som hedder Duedam. På disse lave Steder hvor der var Græs, var det Herrup og Hogager Hjorddrengene mødtes med Fårene. Ude på Heden, hvor der nu er Skov, lå en Ejendom, som blev nedlagt, og Manden "Æ Brusmand" som jeg husker, oprettede en anden Ejendom, det nedlagte Savværk, Hogagervej 5-7. "Æ Brusmand" var Bror til Jeppe Åkjærs "Jens Brus med hans Hyvlbor".

Dorthe Abildholt har fortat mig lidt fra den Tid, omkring 1660. Der blev anskaffet nogle store Plove, som nu er på Skovmuseet i Fagelkær. Der kom Plovkarle fra andre Egne af Landet,, som boede og spistew hos dem. En af dissa blev gode venner med en pige fra Egnen, og måske har de lovet hinanden Troskab. Plovkarlene rejste væk til andre Arbejdspladser. Et Stykke Tid efter friede en ung Karl fra en Gård i Borbjerg til den føromtalte unge Pige, men fik Afslag og kom hjem med den Besked. Ikke længe efter startede Faderen østpå, formodentlig i lange Støvler og Kæp i Hånden, det manglede bare, skulle min eneste Søn ikke være god nok til en Pige fra sådan en Hedeejendom. Efter Ankomsten blev Sagen forelagt for Forældrene, om det virkelig var Meningen, at min Søn fik nej ved Frieriet, det var det på ingen Måde, og Sagen blev hurtigt bragt i Orden med dem, og den unge Pige måtte med Tiden bøje sig. En Dag sidst i 1920erne kom en pæn ældre Mand gående fra Viborg Landevej til Hogager, det var en af Plovkarlene,, uden Tvivl den førnævnte, han fik en Tår Kaffe hos os, han boede i Århus og havde en Hilsen med fra min Kones Faster, som han afleverede, han gik så videre ud gennem Skoven til Haderup, og lod nok Minderne gå ca. 50 År tilbage i Tiden. I 1871 blev almindelig Postbesørgelse påbudt over det hele på Landet. Før den Tid måtte Folk i Hogager selv hente Posten i Holstebro. Min bedstefar producerede Tørv og kørte en Del til Holstebro, og der hørte han så, om der var Breve eller andet som skulle østpå, han havde en høj sort Hat på, en Slags Bowlerhat, med Lomme, og der var som Regel ikke mere Post end der kunne være i Hatten. Det var en billig Postbesørgelse. Omkring 1904 kom der kørende Post til Hvam og Borbjerg, og ligeledes en med Viborgvej til Mejrup, Skave og Hogager.

I 1850erne blev den nuværende Skivevej fra Holstebro gennemført, før gik Vejen med Viborgvej til øst for Skave, over Djeld og Sevel - videre over Hjelm Hede og Flyndersmølle til Skive - den går der vel endnu. I min Barndom blev den stadig benævnt som Skivelandevej, og den ny som "Æ vejster Landevej". Desuden blev Viborgvej, også i 1850erne reguleret og til Dels flyttet, den gamle gik fra Holstebro med Lægårdvej over Smedevad Bro, der var det lettere at komme over Vandløbene. Endnu for få År siden kunne man enkelte Steder se Spor af den gamle i Form af Grus, for Eks. vest for Skave, syd for den nuværende Vej. Før i Tiden kan Hogager nærmest betegnes som en Blindtarm af Borbjerg Sogn, men 1938 blev Vejen til Feldborg ført igennem, før var der kun Hedeveje, nu er Vejen ret stærk befærdet. Vejen fra Viborgvej, "Æ Snorom", var blevet anlagt i 1890erne og benævntes de første mange År af Hogagerfolk som "Æ Opkåstvej", det var en af de første Milepæle i Hogagers Historie, en vis Tidsbestemmelse, når et bestemt Årstal for en eller anden Begivenhed skulle findes frem, gik man ud fra om det var før eller efter vi fik "Æ Åpkåstvej". Før gik Hedevejene længere mod øst. I 1845 var der kun 9 Ejendomme i Hogager Skoledistrikt, de 5 gamle gårde, 2 Ejendomme på Brunebjerg og 2 Abildholtgårde. Længere tilbage i Tiden lå Nørgård i Nærheden af Meldgård, og Søndergård lige syd for Østergård. Jens P. Løvig kan nok have Ret, da han som ung Krambodssvend i Skave kunne se når det var Hans Hornstrup der kom østfra - han var meget hjulbenet - og Hogager var ikke større end han kunne se den mellem Benene på ham. Min Far gik i Skole i Østergård Storstue, Undervisningen fik Børnene af Fars Morbror Jens Kristensen (Jens Krænsen), som havde en mindre Ejendom fra hans Fødegård Heselå. Han har nok ikke været så dårlig til at lære fra sig, da min Far var ret god til både Skrivning og Regning. Jens Krænsen havde selvfølgelig ingen Eksamen, men Sogneforstanderskabet eller Skolekommissionen har nok ment, at han var i Besiddelse af Evnerne da de lejede ham til det. Hvormegen Skolegang der da har været, ved jeg ikke, om Sommeren har det nok været meget lidt, hvis der i det hele taget har været nogen, men mere om Vinteren. Mine Forældre var begge konfirmeret af Pastor Kuhlman, under en Overhøring var Provsten tilstede, han henvendte sig til Far og spurgte, er det dig min Dreng, der svarer Præsten så godt? Hvortil Far svarede: Nej de æ jen op fræ æ Vejstersown.

En Skolestue blev bygget først i 1870erne, og senere tilbygget en Lærerbolig. Før blev Undervisningen holdt i Østergårds Storstue og en Tid i Øster Abildholt. Første Begyndelse til Cyklerne var Væltepeterne. Da Petrus Kristensen (Lærersøn fra Borbjerg) med Seminarieuddannelse fra 1888 til 1892 var Lærer i Hogager, var han i Besiddelse af sådan en Museumsgenstand (Måske er det den der står på Museet i Holstebro) og man måtte være en hel Akrobat, for at kunne bestige den, selve Kørselen må også have været meget vanskelig. Petrus var meget god til at gøre, ikke mindst Bibelhistorie interessant, og demonstrerede Daniels Venner i den gloende Ovn, for de små Elever, ved at lukke Kakkelovnsdøren op, så de kunne kigge derind, og se om de var der. Til Sommerferien forlod han Hogager, og havde da skrevet på den sorte Tavle: "Kommer ikke mere, Petrus Kristensen". I hans Hogagertid var han Meddeler til Holstebro Dagblad, et politisk Møde skulle afholdes et eller andet Sted, men da det var meget dårligt Vejr, og han omtrent kunne tænke sig til, hvad vedkommende politiker ville sige - det var i Provisorietiden - Petrus blev hjemme, men berettede om Talen til Dagbladet. Mødet blev aflyst på Grund af det dårlige Vejr, så den konservative Holstebro Avis var ikke sen til at betegne Dagbladets Referat af Mødet, som en af Bladets sædvanlige Løgne. Efter hans Hogagertid gik han over til Journalistikken, men var også Repræsentant for sin Bror Grosserer Holger Kristensen i Viborg, hvorfra han besøgte Købmænd og Smede, stadigvæk på Cykel, han kom også til Forretninger her omkring. Han skrev en Bog om Borbjergfolkene "To Slægtled", som nok er værd at læse.

Et andet Træk fra Provisorietiden (Estrup) da va der en Slags ridende Politi (Gendarmer) som fartede rundt og kikkede Folk efter i Sømmene. Det var f.eks. forbudt at have Brændevinstøj til at fabrikere den forbandede Drik med, men som Regel gik der gerne Bud mellem Folk når de blå var på Egnen. I Østergård havde de et sæt Brændevinstøj, som blev gemt i en Tørvegrav, da det spurgtes at Gendarmerne var på Egnen; men det har nok været en stor Skuffelse, da de ikke siden kunne finde det. Først under første Verdenskrig kom det frem under Tørvegravning, og det findes nu på museet på Hjerl Hede. Den yngste af Søskendeflokken i Østergård - Jens Chr. Laursen (senere Lærer) - flyttede med til Hesel da hans Mor (Faster Mæt) blev gift anden Gang med en Fætter - Chr. Søndergaard -. Første Giftermål var også med hendes Fætter Jens Chr. Laursen Østergård. En jul havde Jens Chr. inviteret mig med til Børnejuletræ i Saustrup Missionshus, hvor alle Børn var velkommen, jeg startede hjemmefra om Eftermiddagen over Mosen, men ved Ankomst til Lille Hesel blev det et forrygende Snevejr - det blev Aften, og mørk, så Faster mente ikke det var Vejr for os at vove os ud på den store Hede mellem Hesel og Saustrup, derfor tog hun sine Forholdsregler, men Jens Chr. holdt fast på sit, og begyndte at skifte Tøj, dog var Bukserne borte, først græd Drengen, men da det ikke hjalp, måtte der andre Midler til, hans Tålmodighed var til Ende "no hår do o kom med mi Bowser o det ska vær no, for det er ve æ Tid vi ska astæj". Æ Bowser kom frem, og Julehumøret kom igen. Lidt inde på Heden lå en Ejendom - Anders Hansens - han var tilfældigvis ude og spurgte os "Hvor skal søen en par Kål hen i det her Knog". Vi skal til Saustrup til Juletræ - så tog han Lygten og fulgte os over Heden. Vi havde en god Juletræsfest, over Heden tilbage til Hesel var der Stjerneklar og godt Vejr igen.

Faster Mæt blev meget gammel, hun var født i Vestergård, gift med hendes Fætter i Østergård, gift anden Gang med en anden Fætter Chr. Søndergård Lille Hesel, til sidst boede hun hos en Datter i Nørgård i Hogager. Det var alle fire Verdenshjørner, men hun har altid haft Bopæl inden for en snæver Kreds, i Borbjerg østre Del. Som gammel gik hun meget omkring og besøgte Folk, men da var hun gået noget i Barndom, hun var bange for at vor Herre havde glemt hende. Hun havde vist aldrig været syg, men en Morgen lå hun i Sengen og var død. Jens P. Løvig skrev en Sang om hende da hun blev 90 år:

En Hedens Blomst af ægte Lød,
en Kvinde sand og god,
der ikke sine Pligter brød
og ej sin Post forlod.

En Kvinde, der i Hjertets Bo
bar Kærlighedens Bud,
var imod sin Næste tro
og tro imod sin Gud.

Petrus Kristensen har i sin Bog betegnet Østergård Slægten, som den mest udbredte Slægt i Borbjerg Sogn.

Laust Østergård har fortalt om da han var Dreng, og engang havde en forskrækkelig Tandpine, blev han sendt ned til hans Mors Fætter i Sevel, for at få det ordnet. Thomas Urmager, der foruden at være Urmager også beskæftigede sig med Tandudtrækning, nærmest som en Slags Hobby. Jeg formoder at Konsultationen har formet sig omtrent således, først med at sige Goddau, og dernæst har Thomas nok spurgt: Hvor er sådan en bette Kål fræ? A er fræ Østergård i Hogager. Nå er du fræ Østergård, så er vi jo nøj i Famili med hveranner. Ja a sku osse hæls hjemfræ. Ja hæls ijen, hvordan hår i de? Vi hår æ da godt. Ska do ha en Klok gjor istand? Nej men a hår en brølendes Tandpine. Nå hår do det, det ordner vi lige med en bette Snoptaw. Derefter (stadig efter Laust Østergård) blev han anbragt på en Stol, de nødvendige Remedier blev fundet frem, og Operationen blev påbegyndt af den lille Urmager, som efter flere forgæves Forsøg beordrede Drengen ned på Gulvet, liggende på Ryggen. Så begyndte anden Afdeling med Thomas Urmagers ene Knæ på Maven af Drengen, dog var det stadigvæk den forkerte Tand han havde fat i, og den sad fast, den kunne ikke tages, den blev noget længere, og til sidst måtte videre Angreb på den opgives. Laust var befriet også for Tandpinen i Nabotanden, så var Hensigten nået, og han spurgte nok om hvad koster det? De ska do ha gratis, og nu ved du hvor a bor, hvis det skul vær en anden Gång. Ja så sejer a Fowal og Tak, og Laust begav sig på Hjemvejen - en god Milsvej, men han har nok spyttet rødt aw o te - inden han nåede hjem te Østergård.

For nogle få Slægtled tilbage i Tiden var det ret almindelig, at de unge Mennesker fik deres Ægtefæller enten mere eller mindre i Slægt med hinanden, f.Eks. Fætre og Kusiner. Dette gældte også inden for Borbjerg Sogns Grænser, derfor blev der nok et vist Særpræg af Befolkningen mange Stedere, men som nu omtrent er udvisket, før gik man som Regel omkring, og derfor var det meget begrænset, hvor langt man kom. Der var visse Markeder i Holstebro, som de unge fra Oplandet kom til, og der var Telte, Dans, Gøjl og andet Halløj. En ikke helt ung Dame trak Folk til ved et Telt, hvor hun solgte billige Skillingsviser vedt synge nogle af dem, med en vemodig og bævende Stemme. Lige en enkelt Prøve på en af disse. Den går med en Melodi i Valsetakt!

1)
Vandringsmand udi den grønne Lund,
stands dit Fjed og hør min Elskovsklage,
jeg vil græde ud af Hjertens Grund,
når jeg dig beretter om min Plage.

2)
Jeg var elsket af en Ungersvend,
ung og fager stod han for mit Øje,
og jeg elskede ham højt igen,
vær mit Vidne, Fader i det høje.

3)
Men hans Fader var så grumme rig,
derfor han mig ikke ægte måtte,
derfor måtte han jo svige mig,
jeg var fattig som en Kirkerotte.

4)
Og han sagde i sin dybe Ve:
Kære Pige du din Ven må glemme,
jeg er tvunget af Forældrene,
til min Dødedag jeg må mig græmme.

5)
Med et Skrig jeg sank til sorten Jord,
det var som mit Hjerte skulle briste,
oh hvor var min Sjælekvide stor,
da min kære Ven jeg måtte miste.

6)
End var ej mit Smertensbæger tømt,
Sorgen end mit Hjerte måtte flænge,
thi han havde elsket mig på Skrømt, Året efter var
han gift med - Penge.

7)
Syg og ensom går jeg nu min Gang,
jeg mod Graven længes flukst fare,
Pige lær af denne simple Sang,
at du dig mod falske Mænd må vare.

Disse Markeder var Begivenheder, som de unge på Landet så hen til som en stor Festdag, og det kunde vel også ske, at man sådan en Dag kunde få sig en Markedskæreste.

Da Lærer Karl Hansen fik Lærerembedet i Hogager efter Petrus Kristensen, var han ugift. Han var fra Rødbyegnen, men ikke længe efter blev han gift med Bodil Jørgensen fra Kallundborgegnen, de havde truffet hinanden på Askov, og straks efter begyndte Hansen at arbejde på at få en Kirke bygget derude på Heden. Der blev sammenkaldt til møde om Sagen. Pastor Kuhlman var tilstede, men ville ikke i Udvalget, da han mente det var en idé der aldrig blev til Virkelighed, men han skulle nok forrette Gudstjeneste i den, hvis den blev bygget. Et Udvalg blev valgt og kom til at bestå af: Lærer Hansen (Formand), Chr. Østergård, Esper Abildholt, Hans Hornstrup og Chr. Vestergaard. Efter flere Års grundig Forarbejdef Hansen blev Kirken bygget i 1899, og indviet den 15. Oktober. Uden Tvivl den største Milepæl i Hogagers Historie. Ved Kirkens 75 års Jubilæumsfest i 1974 var der forfattet en Sang af daværende Sognepræst Ejnar Krogh, på Melodien til "Der dukker af Disen".

1)
Den Kile af Sognet her længst mod Sydøst,
omkranset af Mose og Skov.
gav tidligere vistnok så karrig en Høst,
før Lyngtæppet kom under Plov.
Men Hogagerfolket var hårdført og stærkt,
og udgør et Samfund for sig.
Nu trives det smukt,
af Muldlagets Frugt,
med Vilje at bane sig Vej.

2) At mennesker trænger til mere end Brød,
behjertede Fædre forstod,
men Vejen til Kirken, hvor Gudsordet lød,
var lang når man gik på sin Fod,
dog, Degnen fik Samling på Kræfterne skabt,
de stred for et lille Kapel,
og Glæden var stor,
blandt Hogagerboer,
da Kirken blev rejst blandt dem selv.

3)
Ja Bondekulturen var enkel og from,
i Lyngen de planted Guds Hus,
til Pause i timeligt Slid der de kom,
at lytte til Evigheds Sus,
trekvart Sekels Tid har til Andagt det kaldt,
nu haster de travle forbi,
men hør det enhver,
som Huset har kær,
gør Brug af dets Pauseværdi.

I 1897 var Lærer Hansen så uheldig at få et kompliceret Benbrud ved et Kørselsuheld. Det blev sat forkert sammen, så han måtte over på Rigshospitalet og få det brækket op igen i 1898. Dette Ben døjede han en hel Del med, bedst som han gik under Undervisningen i Skolen, kunne han pludselig sige "Av mit Ben". Havde jeg bare fået Søren Jensen til at ordne det, så havde det nok været helt i Orden. Søren Jensen havde en lille Ejendom, og var lidt af en Altmuligmand, fuskede en Del med Dyrlægefaget. Når et Dyr blev sygt, var det altid ham det først blev sendt Bud efter, hjalp det ikke måtte Dyrlægen måske tilkaldes.
Bodil og Karl Hansen fik to Sønner, som var mine jævnaldrende, den ældste Jens Georg blev Landbrugskonsulent i Galten ved Århus, Frede var meget interesseret i Gymnastik, han var til sidst Seminarielærer i Tønder. Jeg husker tydelig da de vendte tilbage til Hogager i en Sommerferie, at Frede præsterede et flot Kraftspring, det beundrede jeg meget. De to Drenge mistede deres Mor, før de blev konfirmeret, og de er nu begge døde. Jeg citerer lidt af Fredes Nekrolog! Fhv. Seminarielærer Frede Hansen er død på Tønder Sygehus 82 År. Efter sin Konfirmation var han en kort Tid beskæftiget ved Landbruget, men Gymnastikken havde hans store Interesse, så han tog på Ollerup Gymnastikhøjskole, hvor han ret hurtigt blev Niels Bukhs højre Hånd, derefter tog han Lærereksamen fra Nr. Nissum Seminarium. Under Uddannelsen var han Lærer i Gymnastik. Efter Genforeningen var han Gymnastiklærer på Rødding Højskole. Til Pensionsalderen var han i 25 År Sløjd- og Gymnastiklærer på Tønder Statsseminarium, og var Æresmedlem af De danske Gymnastikforeninger. Han døde den 31. juli 1979 og blev begravet på Hogager Kirkegård den 7. August, og ligger ved Siden af sine Forældre, han har skænket to Lysekroner til Hogager Kirke. Familien har altid omfattet Karl Hansen med stor Kærlighed.
Karl Hansen var pligtopfyldende,, tjenstvillig og sandhedskærlig, gik han ind for en Sag var det altid med fuld Musik, han havde et godt Forhold til Naboerne, og i det store og hele til Befolkningen i Distriktet, men udefra blev han ofte underkendt. Han var temperamentsfuld og egen, kunne let forløbe sig, og der kan fortælles en Del om ham, han var revnende ligeglad med Eksamen i Skolen, der skulde ikke pyntes på det, men han bestilte gerne et vist Kvantum Eksamenskød ved Slagteren til en sådan Begivenhed, det skulle være i Orden. Jeg husker fra min Skoletid, der skulle være Eksamen, Pastor Jakobsen m.fl. var mødt, Hansen spurgte da Præsten, angående en Mand oppe fra Sognet, skal den Mand være her? Ja det skulle han da som Skolekommissionsmedlem, nå så skal jeg ikke være her. Præsten måtte så overtage Overhøringen. Hansen var væk, og gik i Skoven, og kom først hjem da han var sikker på at Gæsterne var rejst. Han gik mange Gange i Skoven, når han havde sine mørke Perioder, og da skulle vi være meget forsigtige over for ham i Skolen, men ellers havde vi det skønt med ham i Timerne, han ville gerne fortælle om det han var optaget af, både om hans Fødeegn og om Opholdet på Askov Højskole.

I 1892 var både Hvam og Hogager Lærerembeder ledige, Lærer Simon Nielsen fik Embedet i Hvam, og Karl Hansen der havde søgt begge Steder, fik så Hogager efter Petrus Kristensen. Hansen havde Eksamensbevis, for efter Opholdet på Askov tog han til Gedved Seminarium. Efter nogle få Måneder gik han op til den afsluttende Eksamen og fik Karakteren Ej uduelig, det var andre Betegnelser man brugte for Eksamen dengang. Han var først Vikar på Holsted- eller Grindstedegnen, hvor der var en Skytteforening og bedste Skytte fik som Præmie en ny Riffel, model 1867, som Hansen vandt, og som nu findes på Museet i Holstebro. Derefter var han Lærer ved Morten Larsens Friskole i Holstebro, inden han kom til Hogager, hvor han var til han blev pensioneret i 1921. Han var meget interesseret i Mekanik, f.eks. reparerede han Omegnens Stueure, han hentede dem og afleverede dem i gangbar Stand. Han var også omme hos os i Vestergård for at se en Høstmaskine (Aflægger) som vi havde fået, bare for at sætte sig ind i hvordan Maskineriet fungerede. Som Lollænder var han kommet herud på den jydske Hede, der blev engang spurgt fra en højere Myndighed, hvor stor Legepladsen var til Skolen, den beskrev han til dem, til flere hundrede td. Land. En tilflyttet Mand havde indladt sig i Diskussion med Lærer Hansen, hvor de nok langtfra var enige, det ene Ord tog det andet, og da der var kommet en Lov om at en Lærer kunne afskediges, hvis der var et vist Flertal for det i Skoledistriktet, udtrykte Manden i Diskussionens Højdepunkt, at det skulle han nok se at få ordnet, hvortil Hansen svarede: Tror du jeg er bange fordi der er en Hankat der mjaver? Den første Manden henvendte sig til var en Fætter, men da Sagen var fremlagt for denne sagde han: Luk de Øwn op o sir dæ om, do render jo som en Nar, trovr do vi vel å med wor Dejn som vi hår gon te Skurl te, Nej, og så blev Sagen henlagt. Jeg tror nok vi var meget gammeldags på flere Måder, Hogager var som en Blindtarm af Sognet, det var dér Kragerne vendte. Dejnens Drenge var lige så jydsk i deres Sprog som os, de benævnte deres Forældre som Fåer og Muer som vi andre, og Bedsteforældrene som Gammelfåer og Gammelmuer. Enkelte Gange fremskaffede Lærer Hansen en Foredragsholder, Mødet blev bekendtgjort med Skolebørnene, og når vi kom hjem lød det noget lignende: A sku sej fræ æ Dejn, te der kommer en fremmed Mand i æ Skuel i Mår Awten. I Skolen hed det sig at vi sad efter Dygtighed, dog med en enkelt Undtagelse, da Degnens Drenge aldrig kom til at sidde øverst, endskønt de uden Tvivl var berettiget til det, vi andre Skolebørn havde et ualmindeligt godt Forhold til disse Drenge. Gymnastikken foregik ved Skolebordene med: Arme stræk Arme bøj Hofter fat o.s.v., i Frikvartererne spillede vi mest Pind, Boldspil var der intet af. På Legepladsen var der opstillet noget som kaldtes Æ Kravlværk, det var tre svære Planker, to af dem var nedgravet lodret i Jorden, den tredie var Overligger, hvori der var fastgjort Slynger og Trapez, hvori vi kunne lave de nydeligste Svalereder, der var også anbragt Ringe i et Par stykker Reb, dette blev flittigt brugt i Frikvartererne. Men den store Sensation indtraf da vi fik overdraget en Buk, som var kasseret i Trabjerg, den blev anbragt på Kanten af en Sandgrav, som var på Legepladsen, og så gik det løs. Om Morgenen begyndte vi som Regel i Skolen med at synge: I Østen stiger Solen op, og når enhver drog til sit sluttede vi ofte med: I alle de Riger og Lande. Den store Klasse gik i Skole to halve Dage om Sommeren, men fire Dage om Vinteren, og omvendt med den lille Klasse. Jeg tror Hansen var en dygtig Lærer, fik vi for lidt lært var det vor egen Skyld, i det store og hele holdt vi af ham som han var. Det lå i Luften, at vi skulle være flittige og gode Samfundsborgere, og udfylde vores Plads dér. Lærer Hansen ordnede selv de fleste Reparationer på Skolen, uden Vederlag, det var billigt for Kommunen. Når vi begyndte i Skolen stillede vi med Tavle, Griffel og en A.B.C. Vi betalte selv for disse Ting, som kunne købes hos Læreren som lå inde med et helt Lager af disse Ting, og fremskaffede det pr. Post fra Boghandleren i Holstebro. Engang stod der på Bestillingen et Spanskrør til Skolebrug, vi var meget spændt på hvad dette Apparat skulde bruges til, det lå på Pulten, men dets Levetid blev kort, for vi kunne ikke holde Fingrene fra det i Frikvartererne, med det Resultat at det gik i Stykker. Vi var spændt på det videre Forløb, men heldigvis var Degnen i godt Humør, og Sagen blev henlagt, der blev ikke nævnt et Ord om det. Lærer Hansen gjorde ingen Forskel på høj eller lav, rig eller fattig, heller ikke over for Børnene i Skolen.

Et Par ældre stabile Folk solgte i 1901 deres Ejendom til Niels Brunebjerg, og fik Lov til at bygge et lille bitte Hus på Heden lige syd for Skolen, Manden døde kort efter, i 1904, og Enken Dorthe Brunebjerg havde da nogle få hundrede Kroner tilbage, for at få dem til at strække så langt som muligt, syede hun bl.a. en Del Drengetøj, hun ville ikke have Alderdomsunderstøttelse, og det var sådan noget Hansen respekterede. Jeg tror nok han foretog de nødvendige Reparationer på det lille Hus, jeg har set ham på Rygningen af Huset, for at lægge Hedetørv (Møntørv) op, Huset var bygget så billigt som muligt, der var ingen Kælder, men en Brønd. En senere Lejer af Huset, en ældre Ungkarl, Martinus Hansen, brugte Brønden som Kælder, ved at hejse Madvarer ned i den, det var også et Slags Køleskab. Martinus var engang så letsindig, at tage Plads som Bestyrer hos en Enkekone i Hvam, på en lille Ejendom, men var så forsigtig at tage Nøglen til Huset i Hogager med sig. Det varede heller ikke længe, før han vendte tilbage til Hogager, for som han sagde, på den stive Lerjord i Hvam, var det som det vilde kvæle ham. Jeg kunne have omfavnet det lille Hus, da jeg så det igen, sagde han. Han havde planlagt Hjemrejsen ved at pakke sit Kluns, det skulle gerne foregå i Ubemærkethed, men da hans Kammer var fra Køkkenet, skulle der lidt Held til, det gik. Enkekonen ringede til mig, hun kunne ikke forstå hvor hendes Bestyrer var blevet af. Jeg kunne oplyse, at han var vendt tilbage til Hogager igen, hun fortalte at der var fremmede ho hende Søndag Eftermiddag, Martinus fik Kaffe sammen med dem og var i det mest strålende Humør, han underholdt hele Selskabet, de måtte ane Uråd, han spillede Kommedie. Når der var Lejlighed til det gik han gerne på Jagt og lidt Fiskeri, han ønskede ingen fremmede i sin Tilværelse, så blev Døren gerne låst, der var dog Undtagelser, når Lærer Bruun kom var Døren altid åben, til Juletræsfest i Skolen var Martinus Julemand, og kom ind i fuld Udstyr og spillede på Violinen, Brun spurgte ham, hvor kommer du fra? "A kommer fræ den anden Side å æ Snorom", men Børnene råbte det er Martinus. Han var oprindelig fra Rødding ved Vilbjerg, men havde nogle År opholdt sig på Bredebroegnen i den tyske Tid,, og fortalte om da Flyvchangarerne ved Tønder blev bombet og ødelagt under 1. Verdenskrig. Efter Genforeningen slog han sig ned i Hogager. Indtil først i 1900tallet bestod Hogager mest af Hede, Mose og en Del Eng, Heden og Mosen var det dominerende, og grumme lidt af de højereliggende Arealer var opdyrket. Resten lå temmelig uberørt hen, dog med Undtagelse af Plantagen, og der blev også gravet en Del Tørv i Mosen til Videresalg, det var Strækninger hvor Urfugle, Hugorme, Frøer og Storke havde deres Domæne. Jeg husker, når vi Børn, fra i Maj til i Nærhed af November passede Høvederne i Løsdrifti æ vejster Mues, hvor der var mange Fuglereder, Fugle som ikke holdt til på de højtliggende Jorder, Storken spankulerede med ærværdige Skridt i Engen på Jagt efter Frøer, var der Nap, kom hovedet af den til Vejrs, og ned måtte Frøen, selv om den strittede imod, vi kunne se hvordan den forsvandt ned gennem Halsen på Storken. En lun Sommeraften tog Frøerne til at kvække nede fra Mosen og Engen, der må have været mange af dem, for vi kunne tydelig høre deres Sang op til os, hvor Byen nu ligger, nu da alt er afvandet, høres det så godt som aldrig. Storken sad ofte på Rygningen af vores Lade og knebrede med Næbbet, men den er nu flyttet til andre Breddegrader. Nord for Vestergård gik Heden lige ind til Gården, der drev vi Børn Kreaturerne ned i Mosen, hvor de fik en stor Del af Føden i Sommermånederne, de havde slidt Stier i Heden, og de gamle Køer havde gerne deres bestemte Stier som de fulgte, og hvor Gårdens Børn havde fulgt dem, måske gennem Århundreder.

Nu da jeg er ved Køerne, vil jeg nævne, at de alle havde rigtig gammeldags Konavne, Ungkreaturerne fik først Navne når de blev Køer, de var alle af blander Race, og der var mange forskellige Aftegninger og Kulører på dem, som Navnene på Køerne også hentydede til - Silketop-Gulerod og Røn, de åd al vor Havre op, o skider i wor Grøn. Desuden brugte vi navne som Sortravn, Hvidkolet, Grådonnis, Plet, Stjerkolet, Rødtavl m.fl., disse Navne på Køerne var uden Tvivl meget gamle, der hørte odt 200 tdl. til Vestergård dengang. Min Fars Fætter Johannes fra Heselaa, købte i 1904 Gården Abildholt, af hans Morbror, han havde været på Landbrugsskole, og lært nogle nye Metoder, bl.a. begyndte han at opdyrke de lave Jorder, og da det viste sig at det kunne lade sig gøre, fulgte de andre Gårde snart efter. Indtil den Tid havde Besætningen i Vestergård været 8 Køer, nogle Ungkreaturer lidt Grise og en Del Får, foruden Heste og Høns, men nu kom der mere Fart i Landbruget, og vi fik op til 12 Køer og tilsvarende Opdræt, og lidt flere Svin, men vi blev dog stadig ved at bjerge en Del Lyng til Kreaturerne om Vinteren. En 3 Uger efter at Høet var bjerget i Engen, kunne Kreaturerne komme derned, det var en Tid vi Børn så frem til, da kunne de omtrent passe sig selv, og desuden var der Lejlighed til at komme sammen med Hjorddrengene fra Heselå, som vi jævnlig byttede Mellemmader med, de havde gerne Bagerbrød og Købepølse på deres, hos os var det hjemmebagt Rugbrød, for det meste med Spegekød fra et Fårelår som Pålæg, det fik vi nok af, nu ville det være en ren Lækkerbidsken at få en sådan Mellemmad. Det skete at gamle Per Heselå så efter Høvderne på den anden Side Bækken, han havde altid noget med at læse i, formodentlig Salmebogen eller Bibelen, han var min Bedstemors Bror, og blev så vidt jeg husker 92 År. Den ældste faste Vej fra Hogager mod Vest er Vejen fra Vestergård over Mosen til æ Skrald og Heselå, over Mosen var det ikke som på Heden, når Vejsporene der blev for dårlige, begyndte man bare på nogle nye ved Siden af, men det kunne ikke lade sig gøre over Mosen. I 1864 kom Tyskerne denne Vej fra Heselå til Hogager, min Far og Faster Mæt, som da var 8-9 År havde nok hørt om de fæle Tyskere, så de gemte sig bag Tøtveskruerne da de kom, den gamle Laust Østergård var nemlig lige kommet forbi og havde sagt til dem, der kommer dem der vil ta wos, så det var ikke underligt at Børnene gemte sig. Tyskerne har nok ikke fået deres Kort fornyet, for under 2den Verdenskrig kom de også den Vej, men da blev der godt nok en af deres Tanks siddende fast nogle Dage, inden de fik den bjerget. - En anden Begivenhed, fra sidste Krig, som også vedrører Mosen, var da en stor engelsk Spærreballon, som havde revet sig løs der, kom denne Vej, det må have været i Sommeren 1942 eller 43, vi kunne se den helt ovre fra Tvis, den afbrød alle Telefon og Elektriske Ledninger på sin Vej, da den havde lange Tove og Stålvirer hængende efter sig, der kom en hel del Folk til, og da det ikke blæste så meget, lykkedes det at få den tøjret til nogle Hegnspæle, der var en masse godt Nylonstof i sådan en Balon, men så kom Tyskerne, og så var det Gilde holdt.

I Stavnsbåndets Tid hørte de fleste Ejendomme og Arealer i Hogager under Volstrup og Ausumgård enkelte under Lergrav, bl.a. Abildholt, Kvistrup har endnu en Rest fra gamle Dage nemlig Kvistrup Plantage. Volstrup og Ausumgård ejede Hvidmose, hver Halvparten, Volstrup den østre Del, hvor der desuden hørte ca. 230 Tdr. Land Hede til, beliggende for sig selv indtil Feldborg Skel. I 1904 eller 1905 købte 4 Mænd fra Egnen, Volstrups Del af Hvidmose, Wajsen syd for Søndergård og ligeledes en ved den nordre Side af Hvidmose til Heselå Hede blev anlagt, de var også nødvendige for at få Tørvene transporteret væk, der blev begyndt at grave en Del Tørv og da de var af god Kvalitet, var de lette at afsætte.
Desuden blev der gravet en Grøft fra Hvidmose til Bækken syd for Vestergård, under første Verdenskrig blev Ausumsgårds Part af Hvidmose solgt i mindre parseller til forskellige, og Tørvene der var af samme gode Kvalitet som i Volstrup Mose, de var mere vanskelig at produktsere på Grund af høj Vandstand, og betegnedes som bundløs, men det gik, og Folk strømmede til også fra andre Egne. Under anden Verdenskrig betegnede Politibetjent Knudsen i Skave det som hans bedste Distrigt, men det var vel ikke den bedste Anbefaling. - I 1936 blev den sidste Rest fra Volstrup, de 230 Tdr. Land Hede, hvori der var en Del Mose, købt af et Konsortium for 6000 kr., det var 5 Mænd fra Hogager nemlig: Chr. Kjærgård, Ole Nielsen, Laust Vestergård, Lærer Chr. Jensen, og Jens Jensen, Søndergård, de etablerede et Tørveælteværk, Volstrup Mosebrug, som producerede Tørv i mange år. Under anden Verdenskrig blev der gravet en Masse Tørv i de store Mosestrækninger omkring Hogager, som nu er opgravet og afvandet og under Kultur, Heden er opdyrket, hvor der nu ligger veldrevne Ejendomme. De forrige Generationer ville ikke kunne kende Egnen, jeg kan huske Udviklingen fra omkring Århundredskiftet. Når Heden første Gang blev pløjet, skulde den ligge hen i 2-3 År, inden blev pløjet dybere, og blev tilført Mergel eller Kalk og begyndte at komme under Kultur. Midt i 1930erne blev der ført en Mergelbane fra Tvis til Hogager og ved Hjælp af Stikledninger, blev der så kørt Mergel ud til alle Gårde så meget som man ønskede. Siden da Traktoren blev taget i Brug, kom man nemmere om ved Opdyrkningen, med Dybpløjning og Chockbehandling med Kunstgødning, så det straks kunne give Afgrøder. Det gik fremad for den fattige Hedeegn, før var det tit Folk som havde meget få Penge, som købte Ejendommene her, Kapitalen holdt til på den gode Jord, så Folk i Hogager var gennemgående fattige, Egnen har nok haft en vis Tiltrækning på Folk som det var gået skæv for andre Steder, dog var der to gode Arbejdspladser i Mosen og Skoven, og lidt efter lidt blev der bygget flere Huse omkring Kirken og Skolen.

Et Par gamle Folk var blevet noget aflægs, og Sognerådet sørgede for at de kom på Rønbjerg Alderdomshjem, det var før der blev et i Borbjerg, et af Sognerådsmedlemmerne var med, da de blev afleveret, der blev budt velkommen til dem ved Kaffebordet, og Medlemmet fra Borbjerg håbede at de ville falde godt til hernede ved de Rønbjerg Rakkere, hvortil der blev svaret, at den sidste af denne Rase var blevet eksporteret til Borbjerg for 50 År siden, og det kan nok godt passe,, for da blev en Pige fra Rønbjerg gift med en Karl fra Borbjerg øster Sogn, men de har også efterhånden mistet deres Særpræg. I Hogager havde vi en Kone, som var bekendt for at kunne mere end sit Fadervor, og betegnes også i en af H. P. Hansens Bøger for at kunne hekse, hvis en Dreng mødte hende på Vejen, slog han gerne et Sving til Siden, for en Sikkerhedsskyld, en af hendes Børnebørn beretter da også med en vis Stolthed, at hans Bedstemor kunne hekse.

I min Opvækst var Kirken som Regel fyldt hver Søndag til Gudstjenesten, ja ofte overfyldt, sådan at Knæfaldet også var besat, hver Husstand var som Regel repræsenteret både af Unge og Ældre, også fra Heselå, Hesel og Skave, og mange derfra er også begravet på Hogager Kirkegård, også P. Heselå skønt han mente at, han havde så mange Minder fra Borbjerg Kirke, at de ville blive ved med at høre til Borbjerg Kirkedistrigt, og sådan blev det.

Da Kapellet i 1924 var 25 År gammel, og som sagt var for lille, blev der bygget et Kor til, og samtidig blev det firkantede Spir, som ikke så godt kunne holde til Klokken, erstattet af et ottekantet, og Kapellet blev genindviet som Kirke, den 28. dec. 1924.
Nu er det en Selvfølge at Kirken ligger der, men det var det langt fra i 1899 da den blev bygget, Pastor Kuhlmann ville ikke i Udvalget, da han mente at det var en ide som aldrig blev til noget, men efter Års Forarbejde kom den alligevel.- Ved 50 Års Jubilæet fremdrog Pastor Meldgård visse Træk fra hans Tid som Præst her, og mindedes fire ældre Enkekoner, når de kom ind i Kirken til Gudstjeneste i blankpudsede Søndagstræsko og sort Hovedtørklæde og Sjal og med Salmebogen i Hånden, han nævnte dem ikke ved Navn, men det var Dorthe Abildholt, Dorthe Brunebjerg, Mette Søndergård og Stine Vestergård, Kvinderne sad altid til venstre i Kirken og Mændene til højre, Mændene brugte sorte Lastingskraver. I min Opvægst bestod Drengenes Klædedragt af et Par Bukser som gik til Knæerne, et Par hjemmede Hoser med Strømpebånd, en Trøje og en strikket Hue med Top som Hovedbeklæning, den kunne trækkes ned over Ørerne når det var koldt, så vi var såmænd godt udstyret om Vinteren, det var et sikkert Forårstegn, når vi efter nogle forgæves ytrede Ønsker over for Mor, endelig fik Lov at komme i Pløjserne (Stunthoser) de blev fundet frem. Muligvis var der strikket og monteret nye i Løbet af Vinteren, de bestod af et Par lange uldne Strømper uden Fod, men med en Fæssel under Svangen, af en Strimmel Tøj eller tynd Skind, og desuden en Stroppe til at sætte på Tåen næst efter Stortåen, til at holde Pløjserne på Plads, Træskoene blev sat til Side, og det var meget sjælden de blev brugt om Sommeren, men når Solen og Varmen rigtig kom, fik vi Lov at gå med de bare Ben, og det var egentlig det allerbedste. Vores Morgenmad bestod af opstuvede Kartofler i en Pande, helst godt med Skover, Panden blev anbragt på det lange Bord med Stjærten pegende mod Gangdøren, vi gik så til Angreb fra hver sin Side og mødtes på Midten, derefter kom anden Ret bestående af Rugbrødsterninger opblødt i varm Mælk, serveret i et rødt Lerfad, til at spise med havde vi Hornskeer, som fandtes i Skuffen under Bordet, de havde forskellige Aftegninger, så hver kunne kende sin, og man tog ikke fejl, det var et solidt Måltid at begynde Dagens Gerning på, senere gik det så over til det nuværende Kaffeslapperas, i Stedet for de hjemlige Produkter. Vi bagte selv vort Rugbrød i den store Ovn en Gang om Måneden, det blev ikke så hurtigt tør som Brød fra Bageren, vi ventede dog altid efter når der skulle bages nyt, da kunne det gamle være tilbøjelig til at blive muggen. Når der skulle bages Rugbrød kom Dejtruget frem, og Dejgen blev æltet Dagen før, på selve Dagen skulle Ovnen ildes, det foregik med tør Lyng, det var vi Børn svært villige til at hjælpe til med. I Begyndelsen var Ovnen mørk på Stenene, det blev kaldt æ swot Mand, men efterhånden som ildningen skred frem, og Stenene i Ovnen blev rødglødende, kom den røde Mand frem, da kom det kritiske Punkt af Forberedelsen, for det var vigtigt at Ovnen var tilpas varm. Vi fik Lov at skrabe Degntruget, og af denne Dejg lavede vi forskellige Figurer, som vi fik bagt sammen med det andet Brød, de benævnedes som Skråvkager. Når Forberedelsen var til Ende, blev Ovndøren lukket, Ovnen var så under Opsyn et Stykke Tid og endelig var Bagningen af Brødet til Ende.

Vi bryggede også selv vort Øl, og enkelte gange støbte vi Lys af Fåretaller, når Dagene var korte, var der noget der hed at holde Mørkning. Ilden lyste lidt fra Kakkelovnen, måske var der et enkelt Tællelys tændt, Mor spandt på Rokken, det var egentlig så hyggeligt og det varede noget før Petroleumslampen blev tændt. I vor Dagligstue var der lang Bord og Bænk, der kom jævnlig fremmede, særlig om Aftenen, enten fra Nabolaget eller tilfældige Gæster, vi sad omkring det lange Bord, og når der så ud på Aftenen blev fortalt Spøgelseshistorier og andre mystige Tildragelser, blev øjnene store på os små, og det varede ikke længe før vore Ben kom op på Bænken. Min ældste Bror, som nu er 96 År, var en af de første i Hogager som fik en Cykel, en splinterny Opel med fast Nav, det var næsten lige så stor Begivenhed, som når man får en ny Bil i Dag. Jeg husker de første Damer, jeg så der cyklede, de kom nordfra, vi stod inde i Køkkenet i det gamle Stuehus med Udsigt ned langs Vejen, der kom to unge Piger, den ene væltede, og Far erklærede da at det måtte de hellere opgive, og det blev også betraktet som uanstændig, af det smukke Køn, at bruge den Slags Befordringsmidler. Karlene var nogle År før begyndt at bruge disse Stålheste.

Til et Efterårsmarked i Holstebro, jeg har nok været 12-13 År, var jeg afsted med 3 Kvier, det var jo en Oplevelse ud over det daglige, men Kvierne blev ikke solgt, så både Dyrene og mig var godt trætte, da vi ud på Aftenen igen kom til Hogager, frem og tilbage havde Turen nok taget ca. 8 timer, ialt 32 km, mine Støvler var ikke for store, da brugte vi Snørestøvler ikke Sko, det blev så pinagtig at jeg på Hjemvejen tog både Støvler og Hoser i Hånden, så gik det bedre, de bare Fødder var godt hærdede. Det var den Markedsaften da Peder Kalsgård i Mejrup blev myrdet af en Mand som var kommet op at køre med ham.

Det første raserene Dyr der kom til Vestergård, var en Væder, jeg kan ikke huske Rasen, men jeg glemmer den aldrig, som Lam kløede vi Drenge den af og til i Panden, den var lærenem, for Magen til Væder til at bukke, når der gaves Lejlighed dertil, har jeg ikke truffet hverken før eller siden, det fæle Dyr skulle jo jævnlig flyttes, samtidig med de andre Dyr, om Væderen også blev det vil jeg ikke garantere for, det afhang vel nærmest af om Dyret var i rigtig Krigshumør. Det var et flot Eksemplar, og selvfølgelig skulle den til Dyrskue i Feldborg, den tog også Førstepræmie, min Bror Thomas og mig fik den ærefulde Opgave, at besørge Transporten både hen og hjem, men vi var uden Tvivl belavet på alt fra Dyrets Side, derfor tog vi vore Forholdsregler ved at vi begge to, på hver sin Side af Væderen holdt fast i Tøjret under dens Næse, sådan at den ikke kunne få Panden nedad, for ellers havde det måske ikke gået godt, vi fik afleveret og bundet Dyret på Dyrskuepladsen og nød så Festdagen og kom hjem med den i god Behold, med det fine Præmieskilt dinglende om Halsen på Væderen.
 

Forhenværende købmand Laust Vestegaard kigger tilbage på sin barndom på Borbjerg - egnen, hvor han også fik sin købmandsuddannelse i en tid, hvor gammelt og nyt brydes. Han fortæller her bl. a. om margarinens, telefonens og lukkelovens indtog, om løn og priskoder og det almindelige liv i en købmandsbutik omkring første verdenskrig.

Drenge- og købmands år
Indtil omkring århundredskiftet bestod størstedelen af Borbjerg sogns østre del af hede, mose og en hel del lav jord. Heden og mosen var dominerende, og kun meget lidt af de højere liggende arealer var under kultur. I sådanne omgivelser lå Vestergaard i Hogager, hvor jeg blev født i 1896, min slægt havde da været i gården i snart 100 år.

Vestergaard og Abildholt
Til min fødegård var der ca. 200 tdr. land, men kun en lille del var under plov. Mod nord gik heden helt ind til gården, det er der, hvor byen nu ligger. Min fars fætter fra Hesselå fik omkring 1904 gården Abildholt. Han havde været på landbrugsskole og lært nogle nye metoder, bl. a. begyndte han at opdyrke de lave jorder, og da han først havde vist, at det kunne lade sig gøre, så fulgte de øvrige gårde snart efter.
Indtil den tid var besætningen i Vestergaard 8 køer, nogle ungkreaturer og kalve, lidt svin og en del får, men nu kom der mere fart i landbruget, og vi fik op til 12 køer og tilsvarende opdræt af en del flere svin. Vi blev dog ved med at bjærge en del lyng som tilskud til kreaturernes vinterfoder. Vi havde for det meste løsdrift af de store høvder i „æ vejster mues", det vil så sige, at vi børn fra maj til hen i oktober måned tilbragte en stor del af tiden i mosen for at passe på kreaturerne.
Det skete, at et af kreaturerne gik i bløde, og det kunne knibe for os børn at hjælpe det op igen. Når dyret havde siddet i en tørvepyt eller noget lignende et stykke tid, og det forgæves havde prøvet at komme på fast bund, gav det fuldstændig op, og så måtte vi have bud hjem efter hjælp.
Når høet var blevet bjærget i engen, måtte høvederne et stykke tid efter komme derpå - der var godt græs. Det var en tid, vi børn så hen til, for dér kunne kreaturerne omtrent passe sig selv, og desuden var der lejlighed til at komme sammen med Hjorddrengene fra Hesselå, som vi jævnlig byttede mellemmadder med. De havde gerne bagerbrød og købepølse på deres; hos os var det hjemmebagt rugbrød for det meste med spegekød af et fårelår.

Nu jeg er ved køerne, vil jeg nævne, at de alle havde rigtige gammeldags konavne. Ungkreaturerne fik først navne, når de blev fuldvoksne. Kreaturerne var alle af blandede racer, og der var mange forskellige aftegninger og kulører, som navnene på dem også hentyder til: Silketop - Gulerop og Rønn de åd al vor havre op og ski'er i vor grønn.
Det vers er brugt andre steder, men vi brugte det også, idet vi havde køer af disse navne. Desuden brugte vi navne som Sortravn, Hvidkolet, Spæltop, Jomfrunet, Grådonnis Plet, Stjerkolet, Rødtavl og Jomfrudool, måske var der flere, men det passer da så nogenlunde med antallet af vores køer. 

Dagligdag på landet
Om vinteren bestod vi drenges daglige klædedragt af et par bukser, som gik neden for knæene, samt lange uldne hjemmestrikkede hoser med hosebånd og ligeså hjemmestrikket trøje og lue, sidste var med top og til at trække ned over ørerne. Det var et sikkert forårstegn, når vi efter mange forgæves ytrede ønsker over for mor endelig fik lov til at komme i pløjserne (stunthoser). De blev fundet frem fra sidste efterår. Muligvis var der strikket og monteret nye i løbet af vinteren. De bestod af lange uldne strømper uden fod med en fæssel, en strimmel tøj eller muligvis tyndt læder, som var fastgjort som en strop på skaftet, desuden en strikket strop til at kroge på tåen næst efter storetåen; begge dele for at holde pløjserne på plads. Træskoene blev sat til side, og det var sjældent, de blev brugt om sommeren, men når der rigtig kom sol og varme, fik vi lov at gå med bare ben.
Vores morgenmåltid bestod af opstuvede kartofler i en pande - helst rigtig med „skower". Panden blev anbragt på det lange bord med stjærten pegende mod gangdøren. Vi gik så til angreb hver fra sin side og mødtes så i midten. Så kom anden ret bestående af rugbrødsterninger opblødt i varm mælk serveret i et rødt lerfad. Vi fik nu fat i hornskeen, som fandtes i skuffen under bordet. De var forskellige i aftegninger, så hver kendte sin, og man tog ikke fejl.
Når dagene var korte, var der noget, der hed at holde mørkning. Ilden lyste lidt fra kakkelovnen, måske var der et enkelt talglys tændt, og mor spandt på rokken. Det var egentlig så hyggeligt, og det varede noget, inden petroleumslampen blev tændt. 

Min Interesse for købmandshandel
Da jeg blev lidt ældre, stod det klart for mig, at jeg ikke ville arbejde ved landbruget, og mine forældre sørgede for, at jeg blev sat i købmandslære. Der var en lille tradition for købmandshandel i familien, idet min oldefar på mors side, Jens Bak, sammen med Bakgården syd for Borbjerg mølle også drev en købmandsforretning. Der havde min far tjent som ung mand.
Oldefar blev en meget velhavende mand efter den tid at regne. Borbjerg mølle og Bakgården var naturlige samlingssteder for befolkningen, og gerne samledes man i Jens Baks forretning, som i sin tid var den eneste i Borbjerg sogn. Forretningen lå uden for det såkaldte læbælte, så købmændene i købstaden Holstebro kunne ikke gøre indsigelse imod den, og lukkelov var der ingen af.
Der var langt til Borbjerg for folk, som kom helt fra Hogager, hvor der først blev bygget kirke i 1899. Det var derfor almindeligt, at beboerne, når de om søndagen skulle i kirke i Borbjerg, benyttede lejligheden til at handle. De spændte så fra hos Jens Bak, afleverede deres bestillinger i butikken og gik så videre til kirken. Der var så travlt ved „æ Bakkes", når østersognet skulle forsynes med varer. Gudstjenesten var den travleste tid med ekspedition i hele ugen, varerne skulle jo gerne være parate, når folk kom tilbage fra kirken.
Købmanden kom således ikke ofte i kirke, men han klarede sig endda - med lidt hjælp ovenfra. Den kode, oldefar brugte til at mærke varerne med indkøbspriser, hed GUD HJÆLP OS. Altså ti forskellige bogstaver, som hvert svarede til et tal, og det må jo have hjulpet, for oldefar blev en holden mand, men med tiden kom der konkurrenter til.

Den nu nedlagte købmandsforretning i Trabjerg blev bygget først i 1880-erne. Der blev startet købmandsforretning i Skave i 1888 og i Hogager 1900. I Borbjerg Kirkeby begyndtes der først med høkerforretning, ligeledes ved Hvam kro. I Hvam Mejeriby startedes forretning ca. 1907, og siden den tid er der startet og nedlagt mange forretninger i sognet. 

Min læretid
Den 1. maj 1911 kom jeg i lære hos købmand Jens Thomsen, en gammel ungkarl, der havde været møllersvend, før han slog sig på handel. Han havde forretning i den sydlige ende af Hvam kro.
På det tidspunkt, jeg kom i lære, var den gamle lov om de såkaldte „læbælter" i kraft. Ved lovene om næringsfrihed fra 1857 havde man ønsket, at de gamle købstæder ikke skulle lide for hårdt ved bortfaldet af deres privilegier, og man havde derfor indført en bestemmelse om, at der ikke måtte drives købmands - eller detailhandel inden for en afstand af 1½ mil fra de gamle købstæders torve. Inden for en afstand på 1 mil kunne der fås høkerbevilling. En sådan bevilling gav kun ret til at sælge varer af dansk oprindelse, jeg tror, det var 17 forskellige slags, f. eks. var det lovligt at sælge byggryn, men ikke risengryn; sukker og kartoffelmel var også på den forbudte liste.
Min oldefars forretning havde ligget uden for læbæltet, men Jens Thomsens i Hvam kro lå indenfor, og der dukkede også almindelige købmandsforretninger op i udkanten af læbæltet, både i Borbjerg og Hvam. Det gik, indtil der kom en tjenstivrig politimester til Holstebro, så faldt der bøder, og Søren Jacobsen i Borbjerg og Jens Thomsen i Hvam måtte ud til deres kunder for at få hjælp til at få deres forretninger omdannet til henholdsvis indkøbsforening og brugsforening, så måtte der handles med alt, for den samme lov, der havde sikret næringsfrihed, havde jo også sikret foreningsfrihed.
Jeg husker fra min læretid, at vi havde en gammel medlemsprotokol for Hvam Brugsforening, men det har vist været en brugsforening, hvor der hverken blev holdt generalforsamling eller aflagt regnskab over for medlemmerne. Mon der i det hele taget har været en bestyrelse. Det var kun for at hjælpe købmanden, brugsforeningen blev stiftet, og forretningen drev Jens Thomsen for egen regning.
Da loven om læbælter blev ophævet, forsvandt Hvam Brugsforening sammen med den. I Borbjerg blev indkøbsforeningen ophævet i 1918. Om den egentlig rigtig har eksisteret, ved jeg ikke, men da Henrik Jacobsen fik ejendommen og forretningen efter sin far, ville han ikke være en slags uddeler, og så forsvandt også den.
Det var en god begynderplads, jeg havde fået hos Jens Thomsen i Hvam, selv om forretningen blev drevet noget gammeldags, ikke mindst hvad bogføring angik. Jeg kunne gå, som jeg var hjemme og var fæstet for 3 år til en løn af 50 kroner første år, 100 kroner det andet og 150 kroner det tredje, plus selvfølgelig kost og logi. De lokaler, der hørte til købmandshandelen, var ikke gode.
Vi var tre, som var betjente ved forretningen. En husholderske havde fri rådighed over sit domæne og styrede det med fast og dygtig hånd. Ved enkelte lejligheder hjalp hun også i butikken, det skete f. eks. en dag om ugen, når vi samlede svin til Esbjerg svineslagteri i en fold ved den anden ende af kroen, for den dag havde Thomsen nok at gøre med at tage imod svin.
At være lærling i en købmandshandel havde også sine øgenavne. Navnet „rosinpiller" stammer fra den tid, da rosinerne kom hjem i store klaser med stilke og det hele, og det var lærlingens opgave at rense dem og gøre dem færdige til at sælge i butikken. Diskenspringernavnet kendes vel endnu, selv om der kun er få købmandsforretninger, hvori der i det hele taget er en ordentlig disk. 

Købmandshandel i gammel tid
Metersystemet blev ved lov indført i 1912, men der gik nogen tid, før de nye betegnelser blev almindelige, så vi fortsatte et stykke tid med pund og alen. Det er priser fra den tid, jeg husker bedst. De lå ret fast, indtil krigen kom i 1914. Eksempelvis kan nævnes priserne på 1 pund flormel 12 øre, kartoffelmel 14 øre, soda 3 øre, salt 5 øre, 1 pk. 3" søm 60 øre, 1 pk. tændstikker 12 øre, petroleum 9 øre pr. pot, 1/1 flaske brændevin 25 øre og 10 stk. cigaretter 10 øre, men det var kun skoledrengene, der var købere til dem. Ellers lå salget af tobaksvarer hovedsagelig på røgtobak og kardusskrå, som også stod fremme på disken til fri afbenyttelse.
På bagdisken stod en flaske med brændevin, som var tilsat lidt kirsebærvin for at give kulør, desuden en med rom, og der var frit valg. Der ved bagdisken har jeg skænket mange bittere til dem, der ønskede det, og det i øvrigt i god forståelse med kromanden i den anden ende af huset, for det var jo tidens skik.
De gamle kunder forlangte ofte i lod, som var 3 kvint lig 15 gram. F. eks. 1 lod hjortetaksalt, 1 lod potaske og lignende, desuden !/2 fjerdingkar salt, og det var ret almindeligt, at der blev forlangt 1 pot salt, som kostede 7 øre. Til sammenligning med ovenstående priser kan anføres, at et par voksne sivsko kostede 40 øre, voksne træsko godt 2 kr. pr. par, klipfisk 35 øre pr. pund og kandis 28 øre pr. pd.
Før 1914 kunne en del kolonialvarer købes med baisse klausul (udtales bæ:s). Det vil sige, at et bestemt parti varer købtes og aftoges inden for et aftalt tidsrum, men til en fast pris ved stigning og bevægelig ved fald, men siden krigen kom i 1914, har det ikke kunnet lade sig gøre, dertil blev prisstigningerne på varerne alt for store. Når de nye svesker kom frem, blev der købt ind efter det beregnede årlige salg, for da var svesker i regelen altid billigst.
I Hvam solgte vi normalt en oxhoft brændevin om måneden, d. v. s. ca. 250 til 260 potter fra De danske Spritfabrikker i Aalborg. D.D.S.F. stod der på enden af tønden, hvilket min senere chef i Vildbjerg oversatte til „Denne Drik Skabte Fanden". Det store kvantum brændevin betød dog ikke, at forretningens kundekreds var særlige storforbrugere, men dengang var forholdet til brændevin anderledes end i dag. Mange af vore kunder var meget mådeholdne eller ligefrem afholdne med hensyn til stærke drikke, dog havde man altid i landejendommene en flaske brændevin stående i tilfælde af, at et af kreaturerne blev syge, eller når en ko fik kalv, så fik den gerne en hel flaske brændevin. Brændevin var medicin. 

Den første lukkelov
Den første lukkelov kom først i århundredet. Der skulle lukkes klokken 20 med undtagelse af lørdag, da måtte der handles til kl. 23. Søndag var der lukket hele dagen, og det var herligt. Det var egentlig en dårlig lukkelov, eller var det folks vaner, der var dårlige? Om formiddagen var der gerne en del at lave med at ekspedere, men det ebbede ud op ad middagstid. I middagsstunden kunne der komme en dreng, der var klemt af en 2-øre til brystsukker, små handler ellers så godt som intet. Men sidst på dagen, hen i nærheden af - eller måske over - lukketiden, så kom det store rykind. Det var værst om sommeren, når folk havde fået deres aftensmad, da drog landmændene af sted til købmanden, medbringende deres kurve fyldt med æg; nu skulle der handles. Vi fik travlt og kunne ikke tilnærmelsesvis blive færdige til lukketid. Var bønderne så faldet i snak med hinanden, ja så var de ikke til at blive kvit. Lørdag aften var det ungdommens tur. Da kom karlene, og det var dem, der fyldte butikken, og de holdt ud til kl. 23. 

Varde Marked
Nogle af Hvams gårdmænd rejste somme tider til Varde marked for at købe kreaturer. Det er sikkert ved en sådan lejlighed, at en gårdmand fik en beskrevet 100-kroneseddel med hjem, hvilken jeg senere fik i butikken. Sedlen var blevet tilføjet følgende ordlyd:
På Varde marked for den røde stud jeg fik dig sammen med flere, nu skal du atter i verden ud, Gud ved, om vi ser hinanden mere.

Margarinens fremkomst
Mon ikke margarineproduktionen tog fart her i landet i 1890'erne. Margarinen blev mødt med landbefolkningens store skepsis, men denne overvandtes efterhånden, og bønderne gik tildels også over til at anvende „kunstsmør" - det blev dog trods alt produceret af animalske produkter.
Mønsteds fabrikker lavede tre mærker, „Fin", som nærmest var til bageribrug, „Ekstrafin" og topproduktet „Fineste". Omkring 1912 gik margarineproduktionen mest over til plantemargarine, som fremstilledes af plantefedt. Mærkerne Steensens Vegetaria - Mønsteds Oma og Alfa No. 56 kom frem. Margarinen skulle fra fabrikken være meget lys i kuløren, det måtte ikke ligne rigtigt smør, men så kom smørfarven frem, og folk æltede selv margarinen med smørfarve, så det fik omtrent samme farve som smørret.
Samtidig med margarinens fremkomst kom der også en margarinelov, som fordrede ansættelse af margarineinspektører. En sådan skulle holde kontrol med, om alt nu gik rigtigt til i de forskellige forretninger, dog med undtagelse af foreninger, de måtte sælge - som han udtrykte det - om det så var vognsmørelse som margarine.
Men der skulle ikke meget til, inden lommebogen kom frem, ja han havde ligefrem til tider helt kløe i fingrene efter at skrive rapporter. I butikken skulle der hænge et stort papskilt med 3 tommer høje bogstaver, hvorpå der stod: „Her sælges margarine" og ligeledes et med „Her sælges udenlandske landbrugsprodukter" - hvis der altså handledes med det, d. v. s. islandsk lammekød og amerikansk oksekød. Det var som regel de eneste skilte, der fandtes i butikken - varerne kunne sælge sig selv. Men bevares, hvis der hang noget ned fra loftet foran disse skilte, om det så var aldrig så lidt, så kom blyanten straks i gang.

De første telefoner
I min første læretid var der kun 4 telefoner i Borbjerg sogn. En hos købmand M. Chr. Olesen i Skave med omstilling til forretningen i Trabjerg. Købmand Søren Jacobsen i Borbjerg havde omstilling fra købmand Jepsen i Store Ryde mølle, og endelig var der Hvam telefonkonsortium ved min læremester, købmand Jens Thomsen, Hvam kro, som havde telefon nr. 80 Holstebro. Vi behøvede ikke at forlange numre, når vi ringede til Holstebro, men efterhånden, som der blev flere abonnenter, blev det nødvendigt.
Telefonbøgerne var inddelt på en helt anden måde end dem, vi kender nu. F. eks. var Holstebro købstad opført, men bagefter denne Holstebro oplands centraler - til eksempel var både Herning, Struer, Vinderup m. fl. opført under Holstebro opland.
Når der var 10, der tegnede sig som abonnenter, blev der oprettet central, og var der mere end 4 km til centralen for enkelte abonnenter, var grundtaksten lidt større beregnet efter hver påbegyndt 100 meter. Hvam telefonkonsortium var nærmest noget i retning af et interessentselskab, hvor en del af beboerne var med formedelst et årligt bidrag på 10 kroner. Også doktorer og dyrlæger fra Holstebro gav deres bidrag, og bidragyderne måtte så telefonere så meget, de havde lyst til. Andre, der ikke havde part i telefonen, betalte hver gang, de benyttede den, og til disse penge havde vi en ret stor cigarkasse, som var slået op ved siden af telefonen.
En skønne dag var cigarkassen fyldt med disse penge, og Thomsen forespurgte de stedlige aktionærer, om det ikke lige var penge til en udflugt. Det var man med på, og stemningen var for en tur til Bovbjerg, hvis vi kunne få den nye margarinebil til turen. Det var den første lastbil, som lige var kommet til Holstebro. Thomsen forespurgte hos C. A. Astrup, som lod forespørgslen gå videre til Otto Mønsted, hvor vi fik tilladelse til en søndagstur med Davidsen som chauffør.
Vi startede i fint sommervejr siddende på lastbilens åbne lad. Efter nutidens forhold var det ingenlunde et luksuskøretøj. Der var fast massivt gummi på hjulene, og vejene var alle grusbelagte, så det støvede godt. Vognen havde fuldt læs, og humøret var højt, men da vi kom til Rammedige, standsede vi. Bilen måtte nemlig kun køre på amtsveje, så vi havde en vognmand fra Ramme til at fragte os det sidste stykke vej til Vesterhavet på en hestevogn. - Efter vores vellykkede udflugt havde Astrup mange henvendelser om at låne køretøjet til lignende søndagsture, så vores tur havde vakt opsigt i den ganske omegn, men det blev dog både første og sidste gang, tilladelsen blev givet. 

Købmandshandel og kro
Som nævnt lå købmandshandelen i samme bygning som Hvam kro, og selv om de to foretagender intet havde med hinanden at gøre, så var der dog en vældig god kontakt mellem dem. Kromanden var Jacob Paibjerg, som var en meget hyggelig mand, hans kone, Marie, blev aldrig kaldt andet end „Mari i æ krower". I kroen havde de gerne to piger til hjælp ved det huslige samt ved restaurationen og malkningen. Der var en voksen søn og en konfirmeret dreng til hjælp ved landbruget. Denne dreng, Wilhelm hed han, kom jeg en del sammen med i fritiden, og jeg husker, han engang var meget fortørnet på kromanden. Wilhelm var meget god til at synge, og engang han havde sunget af hjertets lyst, mens han var ved at røgte dyrene, var kromanden kommet ind, og med den indledning han altid brugte, fik han sagt: „A tænt o æ Wilhelm, a haar nær saae, en kan wal et blyw fri for den hujen!"
Når folk fra Holstebro tog på skovtur, blev der gerne lejet en landauer med kusk og heste, og så gik turen ofte til Rydhave skov. På hjemturen blev der så holdt ind til Hvam kro, hvor der i den store have var slynger m. m. til fri afbenyttelse. Skulle en sådan udflugt rigtig tage sig ud, foregik den gerne i karet, som blev lejet hos „æ løjtnant" - vognmand Mourits Nielsen i Holstebro, som havde en sådan til brug ved visse lejligheder. Kareten vakte altid opsigt, hvor den kom frem, og det var vel også hensigten med at leje den. Jeg erindrer et par strofer som fandtes i kroens kørestald:
Kommer du tørstig til en kro, forlang da øl fra Holstebro.
Et andet sted hang et mere hjemmelavet skilt:
Vil du med til Hvam kro, der hvor Jacob Jensen bor, der er liv og lystighed, der går solen aldrig ned.
Men solen er forlængst gået ned over Hvam kro. Det skete kort efter, at „Mari i æ krower" og sønnen Kristian begge var døde, som de sidste af krofamilien. 

Hos købmanden i Vildbjerg
Jeg udstod min læretid hos købmand Thomsen på 3 år, og blev der så to år til, men så havde jeg også sat mig i hovedet, at jeg ville prøve at arbejde i andre forretninger. Jeg fik så plads som kommis hos købmand Pedersen Leth i Vildbjerg.
Pedersen Leth var en moderne købmand efter den tid, man mærkede straks, at han havde lært handelen og var en dygtig købmand. Hidtil havde jeg været vant til udelukkende at betjene landkunder, men i Vildbjerg var der også en del bykunder. Jeg har nu altid bedst kunnet lide, at ekspedere dem fra landet. Når der kom folk ude fra „æ vejster hede", Helmosedal og „æ Fjald", så var de rigtig kommet til byen og kunne let få en halv dag til at gå der.
Betjeningen bestod af købmanden og mig, der skulle have kr. 35,— om måneden + kost og logi, samt karlen Jens, der arbejdede i gården og på foderstoflageret. Drikkepengene var en del af gårdskarlens løn, hvis de da ikke udgjorde hele lønnen, men han havde selvfølgelig også fri kost og logi. Fruen hjalp hver tirsdag formiddag i butikken, for den dag blev der i gården samlet svin til Herning Svineslagteri.
Vi tog foruden svin også imod huder og skind, hvilket var et meget uappetitligt arbejde at have med at gøre, når de skulle ses efter, saltes og sendes væk.
Gårdskarlen Jens var høj og kraftig. Det første han foretog, når et køretøj ankom til købmandsgården og skulle have hestene spændt fra og sat i stald, var at hjælpe konen ned af vognen. Det havde han et vældigt tag på, og damerne lod sig gerne falde ned i armene på ham, han skulle nok fange dem. Manden derimod måtte altid selv kravle ud af vognen, selv om han var nok så stiv i lemmerne. Først derefter blev hestene sat på stald, og den medbragte sæk med hakkelse blandet med korn anbragt i stalden. Disse hakkelsessække var ikke lige gode, for det afhang af, hvor meget korn, der var iblandet hakkelsen. Når der så var blevet parkeret et par arme husmandsheste ved siden af et par velnærede gårdmandsheste, så kunne det let ske, at Jens kom til at tage fejl af sækkene.
Min chef havde den kedelige vane, at hans humør stod omkring nulpunktet om morgenen, men eftersom solen steg, gik humøret også nogle streger i vejret, og kort forinden fyraften var han gerne helt ovenud, men næste morgen var det forfra igen. Vi tog det nu ikke så højtideligt. Vi sørgede gerne for, at han havde et eller andet, han kunne falde over, så vi lod flere gange en flaske stå ved enden af disken, sådan at han derved kunne få afløb, det hjalp altid lidt.
Den kode vi i Vildbjerg brugte til betegnelse af indkøbsprisen på isenkram og lignende var: DITMARSKEN. Hver forretning havde sin kode, men enkelte koder var meget almindelige, det gælder f. eks. den kode, vi brugte i Hvam: HØKERLATIN. Jeg har også været med til at bruge koder som SPEKULATIV og KJÆRLIGHED, men også længere remser, hvor det var det første bogstav i hvert ord, der gjorde det ud for et tal, f. eks.: Gud Lad Os Handle Saa At Velstand Jeg Maa Faa.

Handelsrejsende og repræsentanter
Repræsentanterne fra de forskellige større isenkramforretninger, der holdt landkøbmændene forsynede, var af en helt anden type, end dem vi kender i dag. De fleste havde rejst i mange år, og mellem dem og købmændene var der opstået et vist tillidsforhold. De kunne fortælle historier og pudsige træk fra deres distrikt, og der var altid tid til at tale med dem.

Landkøbmændenes lokale grossist var Jeppe Schou fra Holstebro, og han var tilmed en af de mest særprægede købmænd, jeg har kendt. Han drev den store forretning, til han var langt oppe i 80-erne. Jeg har som ung købmand besøgt ham mange gange, når jeg manglede en underskrift på en veksel, for at få penge på den i banken. Der er mange, der har besøgt ham i den anledning, og hans hjælpsomhed har ofte været ham en bekostelig affære. Der fortælles et utal af historier om Schou, men mange af dem er trykt andetsteds. Af mindre grossister eller agenturforretninger kendte vi både Kong Niels i Herning og Prins Carl i Struer, men vi havde altid Schou i Holstebro at falde tilbage på - han var så bekendt for sin langmodighed med kredit.

Købmand i Hogager
Jeg var kommis i Vildbjerg et års tid og kom så derefter i sikringsstyrken. Efter den lange militærtjeneste var det min agt at tage på handelshøjskole, men på grund af krigen blev det ikke til noget. I marts 1919 fik jeg selv forretning i Hogager. Jeg var den niende indehaver i løbet af 19 år, så det havde gået noget hurtigt med at skifte. Jeg var kun 22 år og skulle efter loven være 25 år for at være fuldmyndig og derved have ret til at drive forretning for egen regning. Jeg måtte derfor søge fuldmyndighedsbevilling, som jeg kort efter fik, og jeg drev så købmandsforretning i Hogager i de næste 46 år.